In da jungle

Amazonas. Bare navnet paa floden og junglen har altid lydt eksotisk og som et uopnaaeligt sted i mine oerer. Men de sidste 4 dage har denne droem vaeret virkelighed. Foer vi naaede til junglen med alt hvad den indeholder af oplevelser, farer, lyde, lugte osv., var vi dog lige et smut i den sydlige del af Brasilien.

Her boede vi 500 meter fra indgangen til nationalparken Foz do Iguazu, der ligger paa graensen mellem Brasilien og Argentina. Foz do Iguazu er en lang serie af enorme vandfald der indeholder kaempe maengder af vand. Vi havde ca. to en halv dag her og de blev udnytter fuldt ud ;-) Foerste dag ankom vi midt paa eftermiddagen og var ikke til saa meget andet end at ligge i en haengekoeje ved poolen og nyde solen... Paa andendagen besluttede vi os for at vi nok hellere maatte se at faa gjort noget ved de vandfald, saa lidt over middag tog vi en tur ind til faldene paa den brasilianske side. Her moedte der os et ualmindeligt flot syn. Selve vandfaldene straekker sig over mere end en kilometer og der er saa meget kraft paa, at selv om man gaar paa stier ca. 50 meter over hvor vandet slaar ned, saa sproejter det op i hovedet paa en. Synet af hele den serie af vandfald var virkelig spektakulaert! Ud over vandfaldene, var der et virkelig rigt dyreliv i omraadet. Nogle gange var det naesten svaert at komme frem for sommerfugle, larver, tusindben, edderkopper og oegler. Men lyden og synet af vandfaldene er noget helt specielt, som jeg ikke ville kunne beskrive med hverken ord eller billeder (og de eventuelle billeder har jeg selvfoelgelig ikke lige faaet med ned til net-cafeen).

Men hvad vi havde hoert var, at synet af vandfaldene skulle vaere om muligt endnu bedre fra den argentinske side. Saa dagen efter bestilte vi en tur til Argentina med privatchauffoer og tog en vandretur i nationalparken her ogsaa. Og synet af vandfaldene var her virkelig smukkere. Selvom det var de samme fald man saa, saa kunne man fra den argentinske side komme endnu taettere paa end i Brasilien og havde derudover adgang til lidt flere vandfald. Her brugte vi hele dagen og saa ogsaa her masser af forskellige dyr. Foruden den slags dyr vi havde set i Brasilien, saa vi her ogsaa aber, coaties (ingen anelse om hvad deres danske navn er...), et enkelt marsvin, samt nogle flere forskellige sommerfugle. Turen til Iguazu er virkelig smuk og et must, hvis man er i Brasilien eller Argentina...

Men efter Foz gik turen nordpaa. Efter en mellemlanding i Sao Paulo landede vi i Manaus, der praktisk talt ligger midt i Amazonas-junglen. Vi havde en enkelt overnatning i Manaus og drog morgenen efter ud i junglen. Med os som guide havde vi Krishna, kaldet Kris, der var foedt og opvokset i junglen. Sammen med ham blev vi transporteret ud i lodgen, der var vores hjem de naeste 4 paa en gang afslappende og indholdsrige dage. Foerste dag var vi paa en lille sejltur i en motoriseret kano paa Negro-floden. Negro-floden loeber sammen med Salomoe-floden og danner Amazonas-floden. Paa turen fortalte Kris om omraadet og vi kiggede efter vilde dyr, desvaerre uden resultat. Efter sejlturen besoegte vi en lille familie med 16 boern, der boede i junglen. Vi hoerte om deres arbejde og om de forskellige planter de dyrkede. Herefter sejlede vi hjem og noed solnedgangen fra verandaen.

Naeste morgen tog vi afsted paa en lille vandretur laengere ind i junglen og hoerte om de forskellige traeers medicinske virkninger, hoerte om at overleve i junglen og saa en hel del insekter og edderkopper. Senere paa dagen besoegte vi en lille lokal landsby og tog herefter paa stranden(!). Tro det eller ej, men midt inde i Amazonas ligger en strand med det fineste sand og laekkert badevand, paa trods af at det ikke var saa koelende; vandet havde en temperatur paa lige omkring 30 grader... Men det var laekkert at svoemme lidt rundt det og ellers bare nyde livet paa stranden.

Tredjedagen var den mest spaendende. Efter en lille sejltur om formiddagen og et besoeg paa stranden, tog vi om eftermiddagen ud og fiske. De fisk man fanger i Negro-floden er ikke aborrer eller gedder, nej maalet for fisketuren var piranhaer (piratfisk). Saa det var bare paa med med en ordentlig koedluns paa fiskestangen og saa ellers haabe paa at du var hurtigere og smartere end fiskene; piranhaer er nemlig ikke saa dumme og langt stoerstedelen af gangene lykkes det dem at faa spist maddingen uden at bide paa krogen. Det lykkedes dog en enkelt gang at faa en af klepperterne paa krogen og faa hevet den ind, saa den foerste fisk jeg nogensinde har fanget er altsaa en piratfisk...

Dagens fangst - et styks piranha (med sylespidse taender!!!)

Efter fisketuren ventede vi paa solnedgang og tog herefter ud for at finde nogle caymans - en cayman er en lille krokodille-art. Efter at have staaet i fronten med et spotlight i 5-10 minutter fik Kris oeje paa en, vi listede os ind paa den med baaden (hvordan en baad saa end kan liste) og et oejeblik efter havde Kris fanget den. Det var et ca. 2 aar gammelt dyr af arten speckled cayman, paa lidt under en meter. Efter at have fortalt lidt om dyret og hvordan man kan kende den fra krokodiller og alligatorer, fik vi lov til at holde det lille dyr.

Soedt lille dyr...

Efter denne lille aftentur var det ved at vaere slut paa loejerne, vi sejlede hjem til lodgen. Naeste morgen, d. 18. december, forlod vi lodgen efter at have faaet et lille opvisningsshow af to af lodgens naesten faste gaester, 2 araer.

Nu er vi saa landet i Manaus igen, forhaabentlig udem malaria, gul feber og andre ubehagelige sygdomme. I morgen gaar turen videre til Fortaleza med 3(!) mellemlandinger, hvor vi skal nyde den sidste uges tid inklusive julen.

Portugisisk er hollandsk paa spansk

En lille appetitvaekker: Rio de Janeiro, Copacabana, 30 grader i luften og 25 i vandet samt masser af brasiliansk stemning. Lyder det tiltraekkende? Det synes vi egentlig at det gjorde. saa det har vaeret vores hverdag de sidste 3 dages tid (Det er jo haardt at rejse, saa man skal virkelig huske at slappe af ind imellem!).

Men det maa I hoere om en anden gang, hvor jeg har lidt bedre tid. Lige nu vil jeg bare fortaelle lidt om sproget, for lige paa det omraade har brasilianerne ikke vaeret saa heldige. I Peru snakker man spansk, hvilket jeg synes er et rigtig flot sprog med masser af flotte lyde og lidt temperament. Min forventning var saa at portugisisk bare var en variant af spansk; men paa dette punkt blev jeg virkelig skuffet, for portugisisk minder mere om en blanding mellem diverse oesteuropaeiske sprog, hollandsk og derudover tilsat en smule spansk accent. Ikke fordi jeg paa nogen maade har noget imod hollaendere, men set ud fra et aestetisk synspunkt er de ikke blevet velsignet med verdens koenneste sprog (jeg ville formentlig have sagt det samme om dansk, hvis ikke jeg var under indflydelse af nationalfoelelse og indoktrinering op gennem skoletiden ;-) ) Og hvor vil jeg saa hen med det - tja, det ved jeg ikke lige, havde bare lige lyst til at naevne det. Fortsat god december.

Fotos, parasitter og "hola gringo"

Det soerme, det sandt, december... Tja, det er det vel, men maa nok sige at julestemningen ikke rigtig har indfundet sig endnu, selvom vi der baaede er julepynt i gaderne og jule-muzak i supermarkederne. Har endda set Jesus & Josefine og hoert julemusik i lange baner, men selve stemningen synes ikke paa vej... Det kommer forhaabentlig, naar selve julen kommer lidt naermere! Er forresten i Peru lige nu; og det vil sige, det er jeg de naeste 20 timer, for i morgen formiddag flyver vi til Rio de Janeiro. De sidste 2 ugers tid, er lige som resten af turen gaaet utroligt hurtigt. D. 21. november ankom vi til Peru over LA (LA er en virkelig forfaerdelig by!!!) De foerste par naetter boede vi paa Inka Lodge, og dagene brugte vi paa at tage nogle ture rundt i byen, vaere lidt kulturelle og eller bare opleve stemningen. Selvom Peru paa mange maader er et civiliseret land, saa virker det nogle steder, hvor man kommer som om, at de aldrig har set en hvid mand. I hvert bliver man som oftest overbegloet og moedt af tilraabet "hola gringo" fra smaa drenge og gamle damer naar man bevaeger sig rundt i byen. Og det sker tit naar man gaar forbi en gruppe, at de visker et eller andet til hinanden og bryder ud i et hoejt grin. I Lima skete det ogsaa en enkelt gang, at et par ekspedienter fra toejbutikken ville have taget billeder sammen med os (dette skulle dog vise sig ikke at vaere et enestaaende tilfaelde!!!). Det er dog som regel meget underholdende. Jeg plejer bare at sige: "det er skoent at vaere dronning", smile paent og vinke til dem...

Men det var egentlig ikke i Lima vi havde planlagt at bruge saa meget af tiden. Saa efter at have vaeret paa turisttur til kirken San Fransisco og katakomberne under den, set parlamentet, museet over inkvisitionen samt vaeret paa en slentretur fra den flotte centrale plads ned gennem hovedstroeget og ellers at have oplevet den utrolige trafik i byen, floej vi mod oest. Efter ca. halvanden time i et fly landede vi i Cuzco, hvor vi skulle bo de naeste 10 dage. Vi havde aftalt med Mads og Nanna Due Madsen, der er volontoerer i byen, at vi kunne faa husly hos dem.

Efter at have faaet et haardt tilraengt nanna-nap paa madrasserne, efter en lang nat i lufthavnen, var det blevet tid til lidt volleyball i hoejden. Normalt er det ikke den sport, der faar pulsen allerhoejest op, men da Cuzco ligger 3300 meter over havet, er luften en hel del tyndere og man skal traekke vejret noget dybere naar man laver bare den mindste fysiske aktivitet. I weekenden var vi ellers paa nogle ture ind til Cuzcos flotte centrum, hvor vi var rundt paa nogle af markederne og inde og spise paa et par restauranter. Mads og Nanna viste os nogle af de spaendende steder i byen og gav os nogle gode raad om, hvor vi kunne gaa hen i loebet af ugen. Saa om formiddagen gik det meste af tiden i centrum og om eftermiddagen, naar Mads havde fri, spillede vi Front-on sammen med ham og Soeren Andersen. Front-on er en sport, der minder lidt om en blanding mellem "mur", squash og en del andre ketsjer og batsports. Der fik vi nogle ret intense kampe paa sportsanlaegget, der laa 100 meter fra Mads og Nannas lejlighed.

Front-on

Torsdag havde vi bestilt en bustur, der gik over bjerge, gennem dale til forskellige historiske steder med Inka-ruiner. Turen gik bl.a. til Pizaq og Oyllantantambo, der begge er store omraader med, nogle steder, meget velbevarede ruiner af sol- og maanetempler, huse, marker, gravkamre osv. Det var virkelig spaendende at se hvordan de har lavet kaempe byggerier i flere tusind meters hoejde.

Marked i Pizaq

Pizaq-ruinerne

Det var dog ogsaa paa denne tur, at jeg overvejede at indfoere betaling for fotos. I loebet af turen naede jeg at faa taget billeder sammen med 18-20 piger; naar foerst en faar taget sig sammen til at spoerge skal alle deres veninder ogsaa lige have et til fotoalbummet eller hvor det nu bliver sat ind henne...
Turen sluttede i Cienciero, hvor vi saa solnedgang i horisonten inden turen gik tilbage til Cuzco, med life-musik og alkoholsmagning i bussen.

Christo Blanco der vaager over Cuzco

Loerdag gik turen lidt op i bjergene fra Cuzco, hvor vi skulle paa en lille ridetur sammen med hr og fru Madsen. Derefter tog vi paa et lille smut til Christo Blance, Jesus-figuren der staar og vaager over de fleste peruvianske byer. Her paa toppen var der en fantastisk udsigt over Cuzco. Vi gik en tur rundt om figuren, men blev dog ikke saa laenge, da hverken Jonatan eller jeg havde det saerlig godt. Saa efter at vaere blevet hevet med paa et par gruppebilleder og smilt kunstigt koerte vi tilbage til lejligheden. Her maatte jeg ligge mig syg og da vi naeste dag kom til laegen, fik vi konstateret, at vi var blevet inficeret med parasitter. Jonatan var ikke blevet saa haardt ramt, saa han fik et par piller og noget toiletrens (eller det der ligner), mens jeg fik nogle piller som jeg skal tage i en uges tid, saa skulle den vaere i vinkel. Det er lidt frustrerende, for vi synes vi har passet virkelig godt paa med hygiejnen og kun spist paa de restauranter, der saa meget paene og rene ud... Men det maatte jo naesten komme. Peru er det sted i verden med flest parasitter og Cuzco er den by i Peru med flest, saa det ville naesten vaere utaenkeligt, hvis vi kunne vaere der i mere end 10 dage uden at blive smittet :-)

Selve sygdommen kunne naesten ikke komme paa et vaerre tidspunkt, fordi soendag tidligt morgen skulle vi have vaeret af sted paa Inka-Trail, en 4 dages vandretur i bjergene, til forskellige Inka-ruiner, langs den sti inkaerne plejede at foelge og turen sluttede saa i landsbyen Machupicchu. Paa trods af at vi ikke kunne komme med paa hele turen, hjalp rejseselskabet os med at bestille en tur til Aguas Calientes, hvor vi efter en overnatning kunne gaa til Machupicchu. Saa onsdag morgen kl. 5.30 gik vi turen til Machupicchu, en tur der ikke blev lettere af at vi stadig havde sygdom i kroppen og fugtigheden var hoej. Men efter lidt og en time paa trapper og 400 hoejdemeter, naaede vi landsbyen. Her skulle vi moedes med vores oprindelige Inka-trail-gruppe kl. 7.00, men p.g.a. af nogle misforstaaelser mellem rejseselskabet og guiden, moedtes vi foerst lidt i 9. Ventetiden gik med at kigge os lidt rundt paa pladsen samt de naesten obligatoriske billeder sammen med pigerne.
Kl. 10 fik vi en spaendende guidet tur i landsbyen. Machupicchu er naesten fuldstaendig bevaret, selvom den ikke var bygget helt faerdig da den blev forladt. Inkaerne lavede nemlig et trick med spanierne, saa de aldrig fandt byen og derfor ikke kunne oedelaegge den. Vores guide, Simon Puma (det hed han faktisk...) var temmelig god til engelsk, hvilket gjorde at jeg ogsaa kunne foelge med :-) og han vidste virkelig meget om landsbyen. Landsbyen i sig selv er helt unik, men ogsaa beliggenheden, paa toppen af et bjerg, mellem andre hoejere bjerge er helt fantastisk. Selve stemningen naar man staar paa toppen, og kigger ud over et byggeri, der blev bygget for 600 aar siden og stadig er naesten uforandret er meget specielt. Det er virkelig et "must see" og man forstaar saa udemaerket, at det er blevet udnaevnt til et af verdens 7 vidundere!

View over Machupicchu

Men saa var det ogsaa ved at vaere slut i Cuzco, og vi er nu floejet tilbage til Lima. Her skal vi bo en nat, inden vi i morgen, d. 7. december, flyver videre til Rio de Janeiro over Sao Paulo, og dermed tager hul paa en 20 dages rundtur i Brasilien, der baade gaar til Copacabana, Foz do Iguazu, Amazonas og Fortaleza, inden turen gaar tilbage til kolde Danmark.

Kajaksejlads i kogende svovlsyre

5 dage tilbage... Allerede paa onsdag flyver vi videre til Peru, saa tiden er virkelig ved at loebe ud! Men der sker en hel masse, saa det er naesten svaert at indeholde alle oplevelserne.

I soendags var vi i en anglikansk kirke i Wellington, og denne gang var vi en del mere heldige med hensyn til at der baade var praest og menighed. Efter gudstjenesten blev vi inviteret hjem til et aeldre aegtepar, Jackie og Richard. De boed paa frokost og toejvask, et tilbud der var svaert at sige nej til. Vi fik en rigtig god samtale med begge to og en lille bid mad. Selvom det ifoelge Jackie kun var en mindre anretning, var der baaede vin, chips, sandwich og derefter is og frugt til dessert.

Tongariro National Park

Efter besoeget gik turen videre mod nord. Tirsdag ankom vi til Tongariro National Park, der hovedsageligt bestaar af 3 bjerge, heriblandt en aktiv vulkan. Tirsdag var vi bare paa en mindre vandretur i omraadet og onsdag gik turen saa til Tama Lakes, der er to krater-soeer beliggende lidt over 8 km inde i nationalparken. Omraadet er praeget af at ligge i naerheden af en vulkan, fordi vegetationen er temmelig sparsom. Derfor blev det en temmelig blaesende tur, men ogsaa en utrolig interessant tur pga. omraadets barske udseende. Nogle steder var stien taet paa ikke tilstedevaerende og et par steder skulle vi ogsaa krydse smaa floder for at naa til soeerne. Men det var det hele vaerd. Lower Tama Lake var den nemmest tilgaengelige og smukkeste.

Lower Tama Lake

For at komme fra denne til Upper Tama Lake var det noedvendigt at klatre ca. 100 m op af en temmelig stejl stigning, hvor det paa toppen blaeste rundt regnet en halv pelikan. Soeen i sig selv var en flot oplevelse, men det var mere fornemmelsen af at sidde paa toppen af bjerget med en fantastisk udsigt, der gjorde indtryk.

Efter gaaturen toeffede vi videre nordpaa for at ende i Rotorua. Her bestilte vi en white water rafting-tur paa Kaituna River kombineret med en kajaksejlads til nogle varme kilder. Selve raftingen var rigtig fedt, men var desvaerre ikke helt saa vildt som vi havde regnet med... Det vildeste var da vi sejlede ud over et 7 meter hoejt vandfald (hvilket saa ogsaa aerligvis maa siges at give et adrenelinkick...) Kajaksejladsen paa Koitiki Lake blev udsat til dagen efter, da det blaeste for meget. Det skulle dog vise sig ikke at goere saa meget, for dagen efter var det det mest perfekte vejr man kan forestille sig til kajaksejlads. Saa vi fik stukket et kort i haanden og saa var det ellers bare om at gaa paa oplevelse i de varme kilder. Der var to tilgaengelige steder, hvor man kunne komme i naerheden af de varme kilder og her sejlede vi saa ind og dyppede foedderne lidt. Paa sejlturen skulle man dog lige passe paa, hvor man valgte at stikke haenderne i, for nogle steder langs soebredden var vandet kogende og der kom nogle temmelig ildelugtende svovldampe op som gjorde at vandet blev omdannet til svovlsyre. I betragtning af omstaendighederne slap vi begge to rimelig naadigt med kun faa manglende lemmer...

Efter et par dage paa farten, er vi nu ankommet til Paihia, ca. 200 km nord for Auckland. Her skal vi bare nyde de sidste dage (her er NZ's varmeste havvand). Paa mandag skal vi paa en sejltur i farvandet omkring, hvor vi bl.a. skal snorkle, solbade og forhaabentlig svoemme med nogle delfiner! Ellers gaar turen paa tirsdag igen mod Auckland, hvor vi onsdag skal aflevere bilen. Derefter gaar det mod Peru over Los Angeles og San Salvador. Men det ligger langt ude i fremtiden. Nu vil jeg gaa ud og nyde solskinnet nede paa havnen...

De red mod nord

Tiden loeber... Jeg synes naesten lige jeg har skrevet herinde, men der er sket en hel del. Efter Queenstown koerte vi mod nord over Wanaka, hvor vi tog nogle vandreture i omraadet og snakkede med nogle faar. Igen en helt fantastisk gaatur helt ude langs kysten i et Ringenes Herre-lignende omraade. Herefter floej vi sikkert videre i vores rumskib til vestkysten, hvor vi foerst besoegte de to mest kendte gletsjere i NZ, Fox Glacier og Franz Joseph. De ligger kun ca. 25 km fra hinanden, saa vi havde ikke de store problemer med at naa begge paa en dag. Endnu en gang overnattede vi ved en soe, hvor det blev til en af iskolde soe-badeture vi har haft en del af efterhaanden. Mange steder hvor vi overnatter eller koerer er der ikke de store muligheder for brusebad, saa derfor staar den som regel paa soe-, flod- eller havvask; det er ikke fordi det blive lange bade (man skal jo spare paa vandet), men man bliver dejligt forfrisket af at springe i vandet og det forbedrer samtidig indeklimaet i bilen til kun at udgoere en mindre miljoetrussel.

Efter turene til gletsjerne gik turen videre nordpaa mod Westport. Inden da var vi dog lige inden om en sael-koloni, paa besoeg ved Pancake Rocks og paa en vandretur i pandekageomraadet. Her paa vandreturen saa vi de foerste kiwier hernede (ikke frugten eller folket), troede vi. Det viste sig dog senere, at det var den noget mere almindelige Weka, der ogsaa er en flyveloes fugl, der kun lever paa New Zealand. Saa oplevelsen med at se Kiwier maatte vente lidt.

Pancake Rocks er nogle klippeformationer, der bestaar af mange lag af sten i utrolig former. At der ikke er nogle der ved hvordan de er opstaaet goer dem ikke mere fantastiske...
Da vi ankom til Westport havde vi i tankerne, at vi ville lave noget White Water Rafting, men da der ikke var andre der ville paa tur de dage vi ville (og der ikke var nogle barer/cafeer i byen der viste Mikkel Keslers kamp) besluttede vi os for at koere videre. Vi kunne dog lige naa at komme i kirke kl. 19.00, men da det viste sig, at vi to skulle udgoere baade menighed og praest blev det en lidt tom oplevelse...

Helt mod nord paa Sydoeen ligger Abel Tasman National Park. Her slog vi lejr for et par dage. Foerste dag tog vi en vandtaxi nordpaa i nationalparken og gik de lidt over 20 km tilbage til Marahau langs kysten. Naeste dag tog vi igen en vandtaxi, gik en lille tur og sejlede saa tilbage til Marahau i kajakker. Abel Tasman er mest kendt for sine utrolig smukke strande. Parken bugter sig ned langs hele kysten og der er rigtig mange muligheder for at komme ud til strandene. Det blev ikke daarligere af, at vejret viste sig fra sin bedste side med solskin og naesten ingen vind. Efter sejlturen tilbage, gik turen til Picton hvorfra vi tog en faerge til Wellington. Her ankom vi ved 22.30 tiden i gaar aftes og i dag tog vi saa i Zoo her i byen og vi fik set vores foerste 'rigtige' kiwi. Saa gjorde det ikke saa meget at den var i fangenskab og manglede et ben, det var en helt aegte kiwi (tror jeg nok)!

I dag skal vi have vasket noget toej og vil tage os den luksus at tage et VARMT brusebad. I morgen haaber vi saa vi har lidt mere held med kirkebesoeget og koerer derefter mod et udefineret sted laengere mod nord. Vi brugte 2-3 dage her i hovedstaden inden vi lejede bilen, saa har efterhaanden faaet set det vi gerne vil. Men der er kun 11 dage tilbage her paa Neu Seeland og saa gaar turen til det sydamerikanske. Tiden gaar alt alt ALT for staerkt!