Christchurch-Queenstown

Selvom landskabet paa New Zealand, vil jeg fortaelle lidt om de oplevelser vi har haft her indtil nu. Soendag d. 21/10 lejede vi en bil i Christchurch. Eller det vil sige, det er faktisk ikke en bil, men et spaceship. Selvom bilen ikke er verdens stoerste, er der virkelig mange funktioner. Ud over alt hvad der behoeves af service er der et lille koeleskab, to gas-kogeplader, masser af bagageplads, et ekstra saede med plads til to personer, hvis der er andre der har lyst til at koere med. Derudover er der DVD-afspiller til de regnfulde aftner og indbygget sorround-sound (derudover var det den billigste campervan vi kunne finde ;-)) Du kan se hvordan bilen ser ud paa www.spaceships.tv.

Efter at have faaet bilen koerte vi mod syd og midt paa eftermiddagen naaede vi Dunedin, efter en flot koeretur langs sneklaedte bjerge. Efter en lille gaatur rundt i byen tog vi i kirke om aftenen, en presbytoriansk kirke, hvor der naesten var flere kormedlemmer end kirkegaengere. Der var dog nogle flinke mennesker og efter kirke blev vi inviteret hjem til Don, der tilboed os en sted at parkere bilen, et varmt bad og en god seng at sove i, saa det var svaert ikke at sige ja tak. Naeste morgen gav han os nogle gode koeretip til hvad der var vaerd at se i det meste af NZ. Herefter gik turen videre mod syd langs Scenic Highway, der ikke har faaet sit navn uden grund. Overalt hvor vi kom frem, var der nye spektakulaere udsigter over flere bjerge, dale, soeer, floder osv. Langs ruten var der ogsaa utallige henvisninger til udkigspunkter, vandfald og andre natur-sevaerdigheder. Vi parkerede bilen et sted i naerheden af et vandfald, hvor vi overnattede. Naeste morgen gik turen videre oestover, over Invercargill og videre til udkanten af Fiordland National Park, hvor vi parkerede ved en soe. Om morgenen fik vi os en lille morgendukkert i det hundekolde vand, tog en lille gaatur i omraadet og koerte derefter videre.

Maalet var at komme til Te Anau, hvorfra der er adgang til mange gaaruter i nationalparken, der er New Zealands stoerste. Saa de naeste par dage gik med at vandre rundt i omraadet. Torsdag var vi paa den hidtil laengste tur; 25 km tur-retur til toppen af Mount Luxmore. Paa trods af oemme ben og traette kroppe var turen det hele vaerd. Langs ruten var der udsigt over Lake Te Anau og de omkringliggende bjerge i et regnskovslignende omraade. Igen var det ubeskrivelig smukt! Man kan se noget af de paa billeder, men det skal simpelthen opleves for at forstaas...

Torsdag aften gik turen nordover til Milford Sound. Her havde vi bestilt et cruise fra loerdag til soendag, en tur vi havde set rigtig meget frem til og var blevet anbefalet af mange. Paa turen derop overnattede vi to gange og stoppede utallige gange for bare at nyde udsigten og den spektakulaere natur. Ved den anden overnatning paa vejen, var vi lige paa vej i seng, da der rullede en bil op paa siden af vores. Der steg en mand ud, bankede paa vores rude og sagde at vi ikke skulle loebe skrigende vaek, naar han om et oejeblik fandt sit gevaer frem. Aftenen foer havde han nemlig set et par hjorte i omraadet, og skulle derfor paa en lille jagt sammen med sin kammerat. En times tid efter kom de tilbage, og da de havde haft held med jagten, spurgte de, om vi ikke havde lyst til at faa lidt koed. Endnu et tilbud der var svaert og sige nej til, saa vi fik et par inderlaarsfileter, saa friske som de kan vaere. Situationen beskriver ogsaa meget godt New Zealaenderles mentalitet. Alle vi har moedt indtil videre har vaeret utrolig flinke og imoedekommende; fra tilfaeldige mennesker paa gaden, der byder en velkommen til NZ og oensker en en god rejse, til park-rangere der stoler nok paa os til, at vi vil betale for at overnatte paa campingpladserne, naar vi koerte tilbage fra Milford Sound.
Naturoplevelserne blev, om muligt, endnu bedre da vi ankom til Milford Sound. Ikke rigtig en by, men et transitsted for folk der gerne vil ud paa fjorden. Milford bestaar af en lufthavn, en havn, en cafe, en information, et toilet og en parkeringsplads foruden et par lodges.
Loerdag eftermiddag gik turen ud paa fjorden i Wanderer. Vi sejlede ud gennem fjorden, omgivet af massive bjerge og klippevaegge der er beklaedt med utallige vandfald, nogle af dem 2-3 gange hoejere end Niagara (dog ikke lige saa vandrige). Om aftenen sejlede vi i kajak rundt og fik virkelig mulighed for at nyde omraadets storslaaethed. Naeste morgen ankom vi til The Tasman Sea, hvor vi vendte om og sejlede tilbage til havnen. Paa vejen naaede vi dog at se saeler, pingviner og massevis af delfiner, der svoemmede helt taet paa baaden. I alt en tur, der paa alle maader levede op til de forventninger vi havde og mere til! Der er et eller andet magisk over omraadet, som er en af det at vaere der, midt i det hele...

Soendag gik turen videre mod oest til Queenstown. Her noed vi en middag bestaaende af raadyrfileter, pasta og tomatsovs; udover at koedet var det laekreste og moereste jeg har spist laenge, saa var det et ret godt varieret alternativ til hvad aftensmaden ellers har bestaaet af, nemlig pasta og tomatsovs i forskellige varianter.

Efter nu at have vaeret i Queenstown i et par dage gaar turen lidt mod oest til Alexandra, og derfra videre til vestkysten, hvor vi skal se de to store gletchere, Franz Joseph og Fox. Foerst skal vi dog lige nyde atmosfaeren her i byen lidt, paa en gondoltur op paa et af bjergene, hvorfra vi skal koere ned i nogle smaa "luges", en form for saebekassebiler. Det var alt for nu ;-)