Christchurch-Queenstown

Selvom landskabet paa New Zealand, vil jeg fortaelle lidt om de oplevelser vi har haft her indtil nu. Soendag d. 21/10 lejede vi en bil i Christchurch. Eller det vil sige, det er faktisk ikke en bil, men et spaceship. Selvom bilen ikke er verdens stoerste, er der virkelig mange funktioner. Ud over alt hvad der behoeves af service er der et lille koeleskab, to gas-kogeplader, masser af bagageplads, et ekstra saede med plads til to personer, hvis der er andre der har lyst til at koere med. Derudover er der DVD-afspiller til de regnfulde aftner og indbygget sorround-sound (derudover var det den billigste campervan vi kunne finde ;-)) Du kan se hvordan bilen ser ud paa www.spaceships.tv.

Efter at have faaet bilen koerte vi mod syd og midt paa eftermiddagen naaede vi Dunedin, efter en flot koeretur langs sneklaedte bjerge. Efter en lille gaatur rundt i byen tog vi i kirke om aftenen, en presbytoriansk kirke, hvor der naesten var flere kormedlemmer end kirkegaengere. Der var dog nogle flinke mennesker og efter kirke blev vi inviteret hjem til Don, der tilboed os en sted at parkere bilen, et varmt bad og en god seng at sove i, saa det var svaert ikke at sige ja tak. Naeste morgen gav han os nogle gode koeretip til hvad der var vaerd at se i det meste af NZ. Herefter gik turen videre mod syd langs Scenic Highway, der ikke har faaet sit navn uden grund. Overalt hvor vi kom frem, var der nye spektakulaere udsigter over flere bjerge, dale, soeer, floder osv. Langs ruten var der ogsaa utallige henvisninger til udkigspunkter, vandfald og andre natur-sevaerdigheder. Vi parkerede bilen et sted i naerheden af et vandfald, hvor vi overnattede. Naeste morgen gik turen videre oestover, over Invercargill og videre til udkanten af Fiordland National Park, hvor vi parkerede ved en soe. Om morgenen fik vi os en lille morgendukkert i det hundekolde vand, tog en lille gaatur i omraadet og koerte derefter videre.

Maalet var at komme til Te Anau, hvorfra der er adgang til mange gaaruter i nationalparken, der er New Zealands stoerste. Saa de naeste par dage gik med at vandre rundt i omraadet. Torsdag var vi paa den hidtil laengste tur; 25 km tur-retur til toppen af Mount Luxmore. Paa trods af oemme ben og traette kroppe var turen det hele vaerd. Langs ruten var der udsigt over Lake Te Anau og de omkringliggende bjerge i et regnskovslignende omraade. Igen var det ubeskrivelig smukt! Man kan se noget af de paa billeder, men det skal simpelthen opleves for at forstaas...

Torsdag aften gik turen nordover til Milford Sound. Her havde vi bestilt et cruise fra loerdag til soendag, en tur vi havde set rigtig meget frem til og var blevet anbefalet af mange. Paa turen derop overnattede vi to gange og stoppede utallige gange for bare at nyde udsigten og den spektakulaere natur. Ved den anden overnatning paa vejen, var vi lige paa vej i seng, da der rullede en bil op paa siden af vores. Der steg en mand ud, bankede paa vores rude og sagde at vi ikke skulle loebe skrigende vaek, naar han om et oejeblik fandt sit gevaer frem. Aftenen foer havde han nemlig set et par hjorte i omraadet, og skulle derfor paa en lille jagt sammen med sin kammerat. En times tid efter kom de tilbage, og da de havde haft held med jagten, spurgte de, om vi ikke havde lyst til at faa lidt koed. Endnu et tilbud der var svaert og sige nej til, saa vi fik et par inderlaarsfileter, saa friske som de kan vaere. Situationen beskriver ogsaa meget godt New Zealaenderles mentalitet. Alle vi har moedt indtil videre har vaeret utrolig flinke og imoedekommende; fra tilfaeldige mennesker paa gaden, der byder en velkommen til NZ og oensker en en god rejse, til park-rangere der stoler nok paa os til, at vi vil betale for at overnatte paa campingpladserne, naar vi koerte tilbage fra Milford Sound.
Naturoplevelserne blev, om muligt, endnu bedre da vi ankom til Milford Sound. Ikke rigtig en by, men et transitsted for folk der gerne vil ud paa fjorden. Milford bestaar af en lufthavn, en havn, en cafe, en information, et toilet og en parkeringsplads foruden et par lodges.
Loerdag eftermiddag gik turen ud paa fjorden i Wanderer. Vi sejlede ud gennem fjorden, omgivet af massive bjerge og klippevaegge der er beklaedt med utallige vandfald, nogle af dem 2-3 gange hoejere end Niagara (dog ikke lige saa vandrige). Om aftenen sejlede vi i kajak rundt og fik virkelig mulighed for at nyde omraadets storslaaethed. Naeste morgen ankom vi til The Tasman Sea, hvor vi vendte om og sejlede tilbage til havnen. Paa vejen naaede vi dog at se saeler, pingviner og massevis af delfiner, der svoemmede helt taet paa baaden. I alt en tur, der paa alle maader levede op til de forventninger vi havde og mere til! Der er et eller andet magisk over omraadet, som er en af det at vaere der, midt i det hele...

Soendag gik turen videre mod oest til Queenstown. Her noed vi en middag bestaaende af raadyrfileter, pasta og tomatsovs; udover at koedet var det laekreste og moereste jeg har spist laenge, saa var det et ret godt varieret alternativ til hvad aftensmaden ellers har bestaaet af, nemlig pasta og tomatsovs i forskellige varianter.

Efter nu at have vaeret i Queenstown i et par dage gaar turen lidt mod oest til Alexandra, og derfra videre til vestkysten, hvor vi skal se de to store gletchere, Franz Joseph og Fox. Foerst skal vi dog lige nyde atmosfaeren her i byen lidt, paa en gondoltur op paa et af bjergene, hvorfra vi skal koere ned i nogle smaa "luges", en form for saebekassebiler. Det var alt for nu ;-)

Ubeskriveligt!

New Zealand er ubeskriveligt smukt. Den bedste maade jeg kan beskrive det paa er nedenstaaende... Klik paa billederne for at forstoerre dem.

Regnbue ved vandfald paa Milford Sound

Vandfald paa Milford Sound

Find saelen...

Milford Sound

Udkigspunkt mellem Te Anau og Queenstown

Paa toppen af Mount Luxmore med udsigt over Lake Te Anau og Te Anau by

Milford Sound

Soe, hvor vi brugte lidt tid paa bare at slappe af og laese. Ved Milford Road

Mitre Peak i Milford Sound

Mitre Peak i Milford Sound

Vandfald med et eller andet langt besvaerligt navn jeg ikke kan huske ;-)

Paa vejen mellem Christchurch og Dunedin paa oestkysten

Paa vejen mellem Invercargill og Te Anau

Soe, halvanden times vandretur fra Te Anau by

Lake Te Anau

Udsigt mellem Christchurch og Dunedin

Wellington

Jeg haaber billederne bare giver et lille indtryk af, hvor fantastisk naturen er her paa New Zealand. Jeg kan ikke finde bedre maader at beskrive den paa i hvert fald.

Vaellington

Efter lidt problemer i lufthavnen med et aflyst fly og hvad det foerte med sig af forsinkelser, ankom jeg til NZ onsdag aften. Morgenen efter ankom Jonatan til hostellet. Efter en halvanden doegns flyvetur plus en rejse 11 timer frem i tiden, ved jeg af erfaring, at man er temmelig kvaestet. Derfor var der ikke det store overskud til at planlaegge det videre forloeb. Om aftenen tog vi dog ind paa nationalmuseet, Te Papa, der har laenge aabent torsdag. Efter at have taget en hurtig tur rundt blandt de forskellige udstillinger, var der en Bossa Nova-koncert i en cafe paa museet med en brasiliansk sangerinde og nogle lokale musikere.

Brandoevelser er noget de kan finde ud af hernede. Ikke som dem vi har haft paa skolen derhjemme, hvor man faar af vide forud, at der skal vaere en oevelse og at man bare stillle og roligt skal gaa ud paa basketball-banen og hvor man ikke en eneste gang fik et glimt af en brandmand. Nej, her ringede alarmen kl. 01.20 i nat og efter foerst at have gjort det en del af min droem og derefter forvekslet brandalarmen med en meget irriterende alarmklokke paa en mobiltelefon, gik det op for mig at det faktisk var brandalarmen. Vi skyndte os alle ud af vaerelset, og da vi kom ned i stueetagen, blev vi moedt af en fuldsudstyret brandmand med oekse og hele moletjavsen. Da vi kom ud paa gaden holdt der tre brandbiler, og der var en del andre brandmaend. Alarmen blev dog derefter rimelig hurtigt afblaest, og vi blev sendt i seng igen; for en gangs skyld oplevede jeg en egentlig lettelse over, at det bare var en oevelse.

I dag, fredag, skal vi rundt og besoege nogle forskellige steder i byen, bl.a. den botaniske have, zoologisk have og bestige Mount Vic i udkanten af byen. I morgen flyver vi til Christchurch paa sydoeen, hvor vi har lejet en bil fra paa soendag. Det var billigere at flyve hertil og leje en bil her, end at leje den i Wellington og tage faergen over... Herfra koerer vi rundt paa sydoeen i 20 dages tid.

Hav det rigtig godt, paa den anden side af jorden. Der er nu 11 timers tidforskel og det er svaert at komme laengere vaek fra Danmark.

Paa besoeg hos Jess og Michael

Tiden er ved at loebe ud i Australien. Paa onsdag gaar turen til New Zealand, hvor jeg skal moede Jonatan. Derfor ankom jeg i fredags til Sydney, hvor jeg boede i centrum to naetter. I gaar tog jeg ud til Jess og Michael, der var min reserve vaerts-familie da jeg var her i 2004. Selv om de blev separeret for 2 maaneder siden bor de stadig i samme hus. Det er rigtig fedt at vaere her igen. Det er en temmelig speciel familie som man ikke bare lige kan beskrive. Det er nogle man skal moede foer man forstaar hvem de er. Naar man kommer her er man ikke bare paa besoeg, man er en del af familien og deltager i alt hvad der foregaar. Dvs. i gaar var jeg paa bar og se Rugby, Australien-New Zealand, i dag har jeg vaeret ude og handle og drikke kaffe med Jessica og hendes mor, i aften skal jeg med Michael i drive-ni bio. I morgen skal jeg ud og koere noget off-road i Michaels nye Toyota Hilux og om aftenen skal jeg til Jessicas brors foedselsdag sammen med hele den pukkelryggede. Saa rart bare at lave noget nogenlunde normalt og bo i et nogenlunde normalt hus, samtidig med at jeg er sammen med nogle sjove mennesker!

Jeg har virkelig nydt at vaere i Australien (og goer det stadig), men glaeder mig ogsaa til at komme videre. Det bliver godt at se Jonatan og have en at del alle oplevelserne med.
Naar vi ankommer til NZ lejer vi en camper, som vi skal bo i de naeste 30 dages tid. Vi har faaet tilsendt nogle ruteplaner over, hvad der er vaerd at se paa begge oeer, men har ikke lagt nogle faste planer for hvor og hvornaar vi skal vaere.

Mars i Australien

Havde ikke forestillet mig, at en tur i oerkenen kunne vaere saa interessant. Havde temmelig store forventninger til selve turen til Uluru, og de blev alle opfyldt! Selv om det faktisk ikke var selve Uluru jeg synes var mest fantastisk...

Vi tog af sted fra Alice Springs tidligt soendag morgen, 21 temmelig forskellige personer. Der var bl.a. canadiere, englaendere, japanere, tyskere, aussier, en hollaender og 2 andre danskere. Foerste planlagte stop var en kamel-farm, hvor der var mulighed for at faa en lille ridetur. Vi fandt dog ud af hvorfor vores tur var temmelig meget billigere end de andres; simpelthen fordi en del af deres penge var gaaet til nye daek. Det kunne i hvert fald se saadan ud, da vi punkterede efter ca. 45 minutters koersel. Og reservedaekket der blev sat paa var ikke meget bedre. Det punkterede nemlig paa den sidste dag.

Naa, men efter en lille pause i bushen, heldigvis foer det blev alt for varmt, koerte vi videre til kamelerne. Jeg havde ikke saa meget lyst til at proeve. Jeg synes jeg og min bagdel proevede rigeligt da vi var i Egypten tidligere... Saa efter en lille halv times stop, gik turen for fulde gardiner mod Uluru. Vi stoppede ca. 50 km vaek, hvor vi kunne faa det foerste glimt af stenen. Det er et meget maerkeligt landskab omkring Uluru. Det er utrolig fladt med lav bevoksning, og saa indimellem kommer der pludselig en kaempe klippeformation, som om en eller anden kaempe har glattet landskabet fuldstaendig ud og derefter tilfaeldigt spredt nogle sten...

Herefter koerte vi ind i Uluru - Kata Tjuta National Park. Vi tog foerst en lille koeretur omkring stenen, hvor vores guide, Mark, fortalte om nogle af de mange kendetegn stenen har. Der er uendeligt mange aboriginal-historier om Uluru og de huller og formationer den har. De fleste af dem handler om deres forfaedre, der dannede verden. De var magtfulde aander, der kunne skifte mellem at vaere menneske og dyr. Nogle af dem er blevet draebt vad eller paa Uluru, og det er efter dem formationerne er opstaaet. Herefter gik vi paa en lille gaatur ved foden af Uluru. Vi blev enige om, at det var for varmt at gaa hele vejen rundt om stenen (det var 38 grader i den skygge der ikke rigtig var nogen steder og vandreturen er 9,5 km!). Det var ogsaa for varmt at bestige stenen, den bliver simpelthen lukket, naar temperaturen overstiger 36 grader, fordi saa mange mennesker har faaet et hjerteanfald eller er besvimet p.g.a. varmen. Det er ogsaa sket et par gange, at bestigernes skosaaler begyndte at smelte...

Det var rigtig spaendende at komme taet paa stenen og se alle de ting man ikke kan se paa billederne, men jeg synes naesten, at den er mere fascinerende, naar man ser den langt vaek fra.
I naerheden af Uluru, ligger der et aboriginal kulturcenter, som vi brugte noget tid paa at besoege. Der var en udstilling om aboriginernes kultur, der er den aeldste i verden. Derudover bruges der noget tid paa at forklare, hvordan aboriginernes forhold har aendret sig siden europaeerne kom til Australien; et emne som har vaeret forsoemt i mange aar i de australske skoler.

Ca. kl. 18 var tiden kommet til noget aftensmad, pasta og kamel (det er ret almindeligt at spise kamel i Alice, og det smager faktisk ret godt), og den beroemte solnedgang, hvor Uluru skifter farve. Synes det er lidt hypet, for saa markant var det heller ikke. Efter solnedgang gik turen til vores lille teltplads "in the middle of nowhere", hvor vi sov under aaben himmel rundt om lejrbaalet i vores swags. Det var utrolig flot med den klareste stjernehimmel jeg nogensinde har set!

Lidt i 5 naeste morgen blev vi vaekket, for vi skulle naa at se solopgangen over Uluru og se farveskiftet endnu en gang. Oplevelsen var dog noget lignende den om aftenen. Herefter gik turen til Kata Tjuta (the Olgas), der er en anden klippeformation i nationalparken. Her var vi paa en noget laengere og meget fascinerende vandretur mellem klipperne. Dette var efter min mening endnu mere spaendende en Uluru. Klippeformationerne, landskabet, udsigterne osv. var noget helt for sig selv! Omraadet var paa trods af at det er oerken, utrolig frodigt og indeholder bl.a. planter, der normalt gror i regnskovsomraader...

Det meste af eftermiddagen gik i bussen, fordi vi naeste dag skulle besoege Kings Canyon og vi havde derfor ca. 250 km koersel hen til vores lejrplads, der laa noget naermere. Her brugte vi aftenen med at se solnedgang, og sidde og snakke rundt om lejrbaalet. Igen lidt i 5 naeste morgen blev vi vaekket, for at tage en vandretur i Kings Canyon inden det blev alt for varmt. Vi blev dog noedt til at skifte guide, da vores egen blev noedt til at koere tilbage til lejren for at hente et reservedaek, fordi vi var loebet ind i vores 2. punktering. Vandreturen var utrolig smuk og der var lige saa mange aboriginal-historier i dette omraade. Nede i dalen, var der et vandhul, hvor der var mulighed for en lille dukkert. Her var meget frodigt og virkelig mange fugle i omraadet. Igen en stoerre oplevelse en Uluru. Det er ikke fordi Uluru er undervurderet, for det er virkelig en spaendende sten og et spaendende omraade omkring, men efter min mening er de andre sevaerdigheder virkelig undervurderede... Rent faktisk er der en sten, der er endnu stoerre end Uluru, Mount Connor ogsaa kalder Fooluru, fordi den ligner Uluru saa meget. Den eneste grund til at den ikke er kendt, er at den ligger paa privat grund.

Efter en lille 3-timers vandretur paa klipper gik turen hjemad mod civilationen, Alice Springs. Selvom jeg har set mange ting i Australien denne gang og for 3 aar siden, saa var det her klart den stoerste oplevelse indtil videre. Great Barrier Reef, Blue Mountains, Fraser Island, Sydney Heads osv. er alle utrolig smukke og specielle steder, men af en eller anden grund, kan det ikke hamle op med turen til Uluru, Kata Tjuta og Kings Canyon, det australske Mars-landskab.

Hervey Bay med det loese

Hervey Bay

Efter Bundy, tog jeg til Hervey Bay, en lille kystby to en halv times buskoersel fra Bundy. Hervey Bay er i sig selv ikke nogen videre spaendende by, men de ting der er mulighed for at opleve ud fra byen er ret store. Hvert aar mellem slutningen af juli til starten af november svoemmer pukkelhvalerne mod nord, mod varmere vande sammen med deres nyfoedte unger, og lige praecis bugten i Hervey er rigtig populaer for hvalerne. Sammen med de tre tyske piger Laura, Jana og Rebecca, som jeg boede paa vaerelse med i Bundy, tog jeg derfor ud paa en halvdagestur paa en katamaran, for at komme taet paa. Efter ca. 45 minutters sejlads kom vi inden for raekkevidde af de foerste. Det var en mor og dens unge, der svoemmede rundt ca. 200 meter fra baaden. Det var ikke meget man kunne se i starten, da hvalerne kun kom op for at traekke vejret. Det blev dog bedre lidt senere, da vi kom taet paa et nyt mor-barn par, der traenede ungen i at slaa med halen. Det gjorde de i en halv times tid, og saa forsvandt de igen. Det var en stor oplevelse, at se saadan nogle kaempe dyr (pukkelhvaler kan blive op til 18 meter lange), men kunne godt have taenkt mig at komme lidt taettere paa.

Fraser Island

Ikke nok med at Hervey Bay er et samlingssted for hvaler, det er ogsaa udgangspunktet for alle ture til Fraser Island. Fraser er verdens stoerste sand-oe, og jeg var blevet varmt anbefalet at tage derhen af de fleste andre backpackere jeg har snakket med. Saa loerdag d. 29/9 tog vi alle 4 afsted paa en off road tur paa oeen, sammen med 2 franskmaend i en Toyota Landcruiser som hurtigt fik tilnavnet Destructo.

Fraser er 124 km lang, men har alligevel utrolig store naturforandringer. Naturligvis er der oerken, men derudover indeholder oeen ogsaa verdens eneste regnskov, der kun staar paa sand, nogle krystalklare soeer, utrolige klippeformationer o.m.a. Foerste dag koerte vi til den centralt beliggende Lake McKenzie, den nok mest kendte oe paa Fraser pga. den rene vand og helt hvide sand. Vi blev en times tid og badede, inden vi koerte videre ud til stranden. Op langs oestkysten er der utrolig flot natur og et par skibsvrag. Det stoerste og mest kendte er Maheno-vraget, der strandede paa kysten i 1935, da det var ved at blive bugseret til Japan. Her har det saa ligget siden og rustet op og sunket dybere og dybere ned i sandet.

Soendagen brugte vi i den nordlige del af oeen, samt paa at gaa tur i en del af regnskovsomraadet. Om aftenen slappede vi af i vores bungalow.

Selvom det er dingoer man bliver advaret imod, naar man tager til Fraser, saa var det ikke dem der dominerede billedet. Rent faktisk saa vi ikke en eneste... Derimod saa vi nogle andre spektakulaere dyr. Den ene aften havde jeg siddet i sofaen udendoers og var kort gaaet ind for at hente noget paa vaerelset. Da jeg kom tilbage 2 minutter efter var der ikke rigtig plads i sofaen mere, for min plads var blevet taget af en behaaret edderkop paa stoerelse med en underkop. Jeg saa ogsaa en jagtedderkop, der havde fanget en natsvaermer og var i faerd med at spise den paa vores badevaerelsesvindue. Derudover saa vi et par andre store edderkopper samt en enkelt slange, der krydsede vores vej i regnskoven (eller ogsaa var det omvendt). Derudover saa vi flere gange legende hvaler fra oestkysten, der plaskede med halen og flere af gangene lavede elegante hop over vandet.

Mandag gik turen rundt i regnskovsdelen ved Central Station, der er en gammel skovhuggerstation i hjertet af Fraser, samt med at besoege et par soeer. Det var en utrolig smuk og oplevelsrig tur.

Efter Fraser blev jeg i Hervey endnu 4 dage. I gaar gik turen saa til Brisbane, hvor jeg efter noget besvaer fandt et sted at sove, inden jeg floej videre til Alice Springs over Cairns i dag. Efter at have vandret rundt i ca. 30 grader varme i Hervey skal jeg til at vaenne mig til endnu en temperaturforandring, da det er ca. 38 grader her i hjertet af Australien.

I morgen starter jeg paa en 3-dages tur til Uluru, aboriginernes hellige monolith. Det glaeder jeg mig virkelig meget til, og vil vende tilbage med lidt beskrivelser, naar det er oplevet.