Klaustralien

In da jungle

2007-12-19T09:50:00.000+11:00

Amazonas. Bare navnet paa floden og junglen har altid lydt eksotisk og som et uopnaaeligt sted i mine oerer. Men de sidste 4 dage har denne droem vaeret virkelighed. Foer vi naaede til junglen med alt hvad den indeholder af oplevelser, farer, lyde, lugte osv., var vi dog lige et smut i den sydlige del af Brasilien.

Her boede vi 500 meter fra indgangen til nationalparken Foz do Iguazu, der ligger paa graensen mellem Brasilien og Argentina. Foz do Iguazu er en lang serie af enorme vandfald der indeholder kaempe maengder af vand. Vi havde ca. to en halv dag her og de blev udnytter fuldt ud ;-) Foerste dag ankom vi midt paa eftermiddagen og var ikke til saa meget andet end at ligge i en haengekoeje ved poolen og nyde solen... Paa andendagen besluttede vi os for at vi nok hellere maatte se at faa gjort noget ved de vandfald, saa lidt over middag tog vi en tur ind til faldene paa den brasilianske side. Her moedte der os et ualmindeligt flot syn. Selve vandfaldene straekker sig over mere end en kilometer og der er saa meget kraft paa, at selv om man gaar paa stier ca. 50 meter over hvor vandet slaar ned, saa sproejter det op i hovedet paa en. Synet af hele den serie af vandfald var virkelig spektakulaert! Ud over vandfaldene, var der et virkelig rigt dyreliv i omraadet. Nogle gange var det naesten svaert at komme frem for sommerfugle, larver, tusindben, edderkopper og oegler. Men lyden og synet af vandfaldene er noget helt specielt, som jeg ikke ville kunne beskrive med hverken ord eller billeder (og de eventuelle billeder har jeg selvfoelgelig ikke lige faaet med ned til net-cafeen).

Men hvad vi havde hoert var, at synet af vandfaldene skulle vaere om muligt endnu bedre fra den argentinske side. Saa dagen efter bestilte vi en tur til Argentina med privatchauffoer og tog en vandretur i nationalparken her ogsaa. Og synet af vandfaldene var her virkelig smukkere. Selvom det var de samme fald man saa, saa kunne man fra den argentinske side komme endnu taettere paa end i Brasilien og havde derudover adgang til lidt flere vandfald. Her brugte vi hele dagen og saa ogsaa her masser af forskellige dyr. Foruden den slags dyr vi havde set i Brasilien, saa vi her ogsaa aber, coaties (ingen anelse om hvad deres danske navn er...), et enkelt marsvin, samt nogle flere forskellige sommerfugle. Turen til Iguazu er virkelig smuk og et must, hvis man er i Brasilien eller Argentina...

Men efter Foz gik turen nordpaa. Efter en mellemlanding i Sao Paulo landede vi i Manaus, der praktisk talt ligger midt i Amazonas-junglen. Vi havde en enkelt overnatning i Manaus og drog morgenen efter ud i junglen. Med os som guide havde vi Krishna, kaldet Kris, der var foedt og opvokset i junglen. Sammen med ham blev vi transporteret ud i lodgen, der var vores hjem de naeste 4 paa en gang afslappende og indholdsrige dage. Foerste dag var vi paa en lille sejltur i en motoriseret kano paa Negro-floden. Negro-floden loeber sammen med Salomoe-floden og danner Amazonas-floden. Paa turen fortalte Kris om omraadet og vi kiggede efter vilde dyr, desvaerre uden resultat. Efter sejlturen besoegte vi en lille familie med 16 boern, der boede i junglen. Vi hoerte om deres arbejde og om de forskellige planter de dyrkede. Herefter sejlede vi hjem og noed solnedgangen fra verandaen.

Naeste morgen tog vi afsted paa en lille vandretur laengere ind i junglen og hoerte om de forskellige traeers medicinske virkninger, hoerte om at overleve i junglen og saa en hel del insekter og edderkopper. Senere paa dagen besoegte vi en lille lokal landsby og tog herefter paa stranden(!). Tro det eller ej, men midt inde i Amazonas ligger en strand med det fineste sand og laekkert badevand, paa trods af at det ikke var saa koelende; vandet havde en temperatur paa lige omkring 30 grader... Men det var laekkert at svoemme lidt rundt det og ellers bare nyde livet paa stranden.

Tredjedagen var den mest spaendende. Efter en lille sejltur om formiddagen og et besoeg paa stranden, tog vi om eftermiddagen ud og fiske. De fisk man fanger i Negro-floden er ikke aborrer eller gedder, nej maalet for fisketuren var piranhaer (piratfisk). Saa det var bare paa med med en ordentlig koedluns paa fiskestangen og saa ellers haabe paa at du var hurtigere og smartere end fiskene; piranhaer er nemlig ikke saa dumme og langt stoerstedelen af gangene lykkes det dem at faa spist maddingen uden at bide paa krogen. Det lykkedes dog en enkelt gang at faa en af klepperterne paa krogen og faa hevet den ind, saa den foerste fisk jeg nogensinde har fanget er altsaa en piratfisk...

Dagens fangst - et styks piranha (med sylespidse taender!!!)

Efter fisketuren ventede vi paa solnedgang og tog herefter ud for at finde nogle caymans - en cayman er en lille krokodille-art. Efter at have staaet i fronten med et spotlight i 5-10 minutter fik Kris oeje paa en, vi listede os ind paa den med baaden (hvordan en baad saa end kan liste) og et oejeblik efter havde Kris fanget den. Det var et ca. 2 aar gammelt dyr af arten speckled cayman, paa lidt under en meter. Efter at have fortalt lidt om dyret og hvordan man kan kende den fra krokodiller og alligatorer, fik vi lov til at holde det lille dyr.

Soedt lille dyr...

Efter denne lille aftentur var det ved at vaere slut paa loejerne, vi sejlede hjem til lodgen. Naeste morgen, d. 18. december, forlod vi lodgen efter at have faaet et lille opvisningsshow af to af lodgens naesten faste gaester, 2 araer.

Nu er vi saa landet i Manaus igen, forhaabentlig udem malaria, gul feber og andre ubehagelige sygdomme. I morgen gaar turen videre til Fortaleza med 3(!) mellemlandinger, hvor vi skal nyde den sidste uges tid inklusive julen.

Portugisisk er hollandsk paa spansk

2007-12-11T12:28:00.000+11:00

En lille appetitvaekker: Rio de Janeiro, Copacabana, 30 grader i luften og 25 i vandet samt masser af brasiliansk stemning. Lyder det tiltraekkende? Det synes vi egentlig at det gjorde. saa det har vaeret vores hverdag de sidste 3 dages tid (Det er jo haardt at rejse, saa man skal virkelig huske at slappe af ind imellem!).

Men det maa I hoere om en anden gang, hvor jeg har lidt bedre tid. Lige nu vil jeg bare fortaelle lidt om sproget, for lige paa det omraade har brasilianerne ikke vaeret saa heldige. I Peru snakker man spansk, hvilket jeg synes er et rigtig flot sprog med masser af flotte lyde og lidt temperament. Min forventning var saa at portugisisk bare var en variant af spansk; men paa dette punkt blev jeg virkelig skuffet, for portugisisk minder mere om en blanding mellem diverse oesteuropaeiske sprog, hollandsk og derudover tilsat en smule spansk accent. Ikke fordi jeg paa nogen maade har noget imod hollaendere, men set ud fra et aestetisk synspunkt er de ikke blevet velsignet med verdens koenneste sprog (jeg ville formentlig have sagt det samme om dansk, hvis ikke jeg var under indflydelse af nationalfoelelse og indoktrinering op gennem skoletiden ;-) ) Og hvor vil jeg saa hen med det - tja, det ved jeg ikke lige, havde bare lige lyst til at naevne det. Fortsat god december.

Fotos, parasitter og "hola gringo"

2007-12-07T06:04:00.000+11:00

Det soerme, det sandt, december... Tja, det er det vel, men maa nok sige at julestemningen ikke rigtig har indfundet sig endnu, selvom vi der baaede er julepynt i gaderne og jule-muzak i supermarkederne. Har endda set Jesus & Josefine og hoert julemusik i lange baner, men selve stemningen synes ikke paa vej... Det kommer forhaabentlig, naar selve julen kommer lidt naermere! Er forresten i Peru lige nu; og det vil sige, det er jeg de naeste 20 timer, for i morgen formiddag flyver vi til Rio de Janeiro. De sidste 2 ugers tid, er lige som resten af turen gaaet utroligt hurtigt. D. 21. november ankom vi til Peru over LA (LA er en virkelig forfaerdelig by!!!) De foerste par naetter boede vi paa Inka Lodge, og dagene brugte vi paa at tage nogle ture rundt i byen, vaere lidt kulturelle og eller bare opleve stemningen. Selvom Peru paa mange maader er et civiliseret land, saa virker det nogle steder, hvor man kommer som om, at de aldrig har set en hvid mand. I hvert bliver man som oftest overbegloet og moedt af tilraabet "hola gringo" fra smaa drenge og gamle damer naar man bevaeger sig rundt i byen. Og det sker tit naar man gaar forbi en gruppe, at de visker et eller andet til hinanden og bryder ud i et hoejt grin. I Lima skete det ogsaa en enkelt gang, at et par ekspedienter fra toejbutikken ville have taget billeder sammen med os (dette skulle dog vise sig ikke at vaere et enestaaende tilfaelde!!!). Det er dog som regel meget underholdende. Jeg plejer bare at sige: "det er skoent at vaere dronning", smile paent og vinke til dem...

Men det var egentlig ikke i Lima vi havde planlagt at bruge saa meget af tiden. Saa efter at have vaeret paa turisttur til kirken San Fransisco og katakomberne under den, set parlamentet, museet over inkvisitionen samt vaeret paa en slentretur fra den flotte centrale plads ned gennem hovedstroeget og ellers at have oplevet den utrolige trafik i byen, floej vi mod oest. Efter ca. halvanden time i et fly landede vi i Cuzco, hvor vi skulle bo de naeste 10 dage. Vi havde aftalt med Mads og Nanna Due Madsen, der er volontoerer i byen, at vi kunne faa husly hos dem.

Efter at have faaet et haardt tilraengt nanna-nap paa madrasserne, efter en lang nat i lufthavnen, var det blevet tid til lidt volleyball i hoejden. Normalt er det ikke den sport, der faar pulsen allerhoejest op, men da Cuzco ligger 3300 meter over havet, er luften en hel del tyndere og man skal traekke vejret noget dybere naar man laver bare den mindste fysiske aktivitet. I weekenden var vi ellers paa nogle ture ind til Cuzcos flotte centrum, hvor vi var rundt paa nogle af markederne og inde og spise paa et par restauranter. Mads og Nanna viste os nogle af de spaendende steder i byen og gav os nogle gode raad om, hvor vi kunne gaa hen i loebet af ugen. Saa om formiddagen gik det meste af tiden i centrum og om eftermiddagen, naar Mads havde fri, spillede vi Front-on sammen med ham og Soeren Andersen. Front-on er en sport, der minder lidt om en blanding mellem "mur", squash og en del andre ketsjer og batsports. Der fik vi nogle ret intense kampe paa sportsanlaegget, der laa 100 meter fra Mads og Nannas lejlighed.

Front-on

Torsdag havde vi bestilt en bustur, der gik over bjerge, gennem dale til forskellige historiske steder med Inka-ruiner. Turen gik bl.a. til Pizaq og Oyllantantambo, der begge er store omraader med, nogle steder, meget velbevarede ruiner af sol- og maanetempler, huse, marker, gravkamre osv. Det var virkelig spaendende at se hvordan de har lavet kaempe byggerier i flere tusind meters hoejde.

Marked i Pizaq

Pizaq-ruinerne

Det var dog ogsaa paa denne tur, at jeg overvejede at indfoere betaling for fotos. I loebet af turen naede jeg at faa taget billeder sammen med 18-20 piger; naar foerst en faar taget sig sammen til at spoerge skal alle deres veninder ogsaa lige have et til fotoalbummet eller hvor det nu bliver sat ind henne...
Turen sluttede i Cienciero, hvor vi saa solnedgang i horisonten inden turen gik tilbage til Cuzco, med life-musik og alkoholsmagning i bussen.

Christo Blanco der vaager over Cuzco

Loerdag gik turen lidt op i bjergene fra Cuzco, hvor vi skulle paa en lille ridetur sammen med hr og fru Madsen. Derefter tog vi paa et lille smut til Christo Blance, Jesus-figuren der staar og vaager over de fleste peruvianske byer. Her paa toppen var der en fantastisk udsigt over Cuzco. Vi gik en tur rundt om figuren, men blev dog ikke saa laenge, da hverken Jonatan eller jeg havde det saerlig godt. Saa efter at vaere blevet hevet med paa et par gruppebilleder og smilt kunstigt koerte vi tilbage til lejligheden. Her maatte jeg ligge mig syg og da vi naeste dag kom til laegen, fik vi konstateret, at vi var blevet inficeret med parasitter. Jonatan var ikke blevet saa haardt ramt, saa han fik et par piller og noget toiletrens (eller det der ligner), mens jeg fik nogle piller som jeg skal tage i en uges tid, saa skulle den vaere i vinkel. Det er lidt frustrerende, for vi synes vi har passet virkelig godt paa med hygiejnen og kun spist paa de restauranter, der saa meget paene og rene ud... Men det maatte jo naesten komme. Peru er det sted i verden med flest parasitter og Cuzco er den by i Peru med flest, saa det ville naesten vaere utaenkeligt, hvis vi kunne vaere der i mere end 10 dage uden at blive smittet :-)

Selve sygdommen kunne naesten ikke komme paa et vaerre tidspunkt, fordi soendag tidligt morgen skulle vi have vaeret af sted paa Inka-Trail, en 4 dages vandretur i bjergene, til forskellige Inka-ruiner, langs den sti inkaerne plejede at foelge og turen sluttede saa i landsbyen Machupicchu. Paa trods af at vi ikke kunne komme med paa hele turen, hjalp rejseselskabet os med at bestille en tur til Aguas Calientes, hvor vi efter en overnatning kunne gaa til Machupicchu. Saa onsdag morgen kl. 5.30 gik vi turen til Machupicchu, en tur der ikke blev lettere af at vi stadig havde sygdom i kroppen og fugtigheden var hoej. Men efter lidt og en time paa trapper og 400 hoejdemeter, naaede vi landsbyen. Her skulle vi moedes med vores oprindelige Inka-trail-gruppe kl. 7.00, men p.g.a. af nogle misforstaaelser mellem rejseselskabet og guiden, moedtes vi foerst lidt i 9. Ventetiden gik med at kigge os lidt rundt paa pladsen samt de naesten obligatoriske billeder sammen med pigerne.
Kl. 10 fik vi en spaendende guidet tur i landsbyen. Machupicchu er naesten fuldstaendig bevaret, selvom den ikke var bygget helt faerdig da den blev forladt. Inkaerne lavede nemlig et trick med spanierne, saa de aldrig fandt byen og derfor ikke kunne oedelaegge den. Vores guide, Simon Puma (det hed han faktisk...) var temmelig god til engelsk, hvilket gjorde at jeg ogsaa kunne foelge med :-) og han vidste virkelig meget om landsbyen. Landsbyen i sig selv er helt unik, men ogsaa beliggenheden, paa toppen af et bjerg, mellem andre hoejere bjerge er helt fantastisk. Selve stemningen naar man staar paa toppen, og kigger ud over et byggeri, der blev bygget for 600 aar siden og stadig er naesten uforandret er meget specielt. Det er virkelig et "must see" og man forstaar saa udemaerket, at det er blevet udnaevnt til et af verdens 7 vidundere!

View over Machupicchu

Men saa var det ogsaa ved at vaere slut i Cuzco, og vi er nu floejet tilbage til Lima. Her skal vi bo en nat, inden vi i morgen, d. 7. december, flyver videre til Rio de Janeiro over Sao Paulo, og dermed tager hul paa en 20 dages rundtur i Brasilien, der baade gaar til Copacabana, Foz do Iguazu, Amazonas og Fortaleza, inden turen gaar tilbage til kolde Danmark.

Kajaksejlads i kogende svovlsyre

2007-11-17T13:26:00.000+11:00

5 dage tilbage... Allerede paa onsdag flyver vi videre til Peru, saa tiden er virkelig ved at loebe ud! Men der sker en hel masse, saa det er naesten svaert at indeholde alle oplevelserne.

I soendags var vi i en anglikansk kirke i Wellington, og denne gang var vi en del mere heldige med hensyn til at der baade var praest og menighed. Efter gudstjenesten blev vi inviteret hjem til et aeldre aegtepar, Jackie og Richard. De boed paa frokost og toejvask, et tilbud der var svaert at sige nej til. Vi fik en rigtig god samtale med begge to og en lille bid mad. Selvom det ifoelge Jackie kun var en mindre anretning, var der baaede vin, chips, sandwich og derefter is og frugt til dessert.

Tongariro National Park

Efter besoeget gik turen videre mod nord. Tirsdag ankom vi til Tongariro National Park, der hovedsageligt bestaar af 3 bjerge, heriblandt en aktiv vulkan. Tirsdag var vi bare paa en mindre vandretur i omraadet og onsdag gik turen saa til Tama Lakes, der er to krater-soeer beliggende lidt over 8 km inde i nationalparken. Omraadet er praeget af at ligge i naerheden af en vulkan, fordi vegetationen er temmelig sparsom. Derfor blev det en temmelig blaesende tur, men ogsaa en utrolig interessant tur pga. omraadets barske udseende. Nogle steder var stien taet paa ikke tilstedevaerende og et par steder skulle vi ogsaa krydse smaa floder for at naa til soeerne. Men det var det hele vaerd. Lower Tama Lake var den nemmest tilgaengelige og smukkeste.

Lower Tama Lake

For at komme fra denne til Upper Tama Lake var det noedvendigt at klatre ca. 100 m op af en temmelig stejl stigning, hvor det paa toppen blaeste rundt regnet en halv pelikan. Soeen i sig selv var en flot oplevelse, men det var mere fornemmelsen af at sidde paa toppen af bjerget med en fantastisk udsigt, der gjorde indtryk.

Efter gaaturen toeffede vi videre nordpaa for at ende i Rotorua. Her bestilte vi en white water rafting-tur paa Kaituna River kombineret med en kajaksejlads til nogle varme kilder. Selve raftingen var rigtig fedt, men var desvaerre ikke helt saa vildt som vi havde regnet med... Det vildeste var da vi sejlede ud over et 7 meter hoejt vandfald (hvilket saa ogsaa aerligvis maa siges at give et adrenelinkick...) Kajaksejladsen paa Koitiki Lake blev udsat til dagen efter, da det blaeste for meget. Det skulle dog vise sig ikke at goere saa meget, for dagen efter var det det mest perfekte vejr man kan forestille sig til kajaksejlads. Saa vi fik stukket et kort i haanden og saa var det ellers bare om at gaa paa oplevelse i de varme kilder. Der var to tilgaengelige steder, hvor man kunne komme i naerheden af de varme kilder og her sejlede vi saa ind og dyppede foedderne lidt. Paa sejlturen skulle man dog lige passe paa, hvor man valgte at stikke haenderne i, for nogle steder langs soebredden var vandet kogende og der kom nogle temmelig ildelugtende svovldampe op som gjorde at vandet blev omdannet til svovlsyre. I betragtning af omstaendighederne slap vi begge to rimelig naadigt med kun faa manglende lemmer...

Efter et par dage paa farten, er vi nu ankommet til Paihia, ca. 200 km nord for Auckland. Her skal vi bare nyde de sidste dage (her er NZ's varmeste havvand). Paa mandag skal vi paa en sejltur i farvandet omkring, hvor vi bl.a. skal snorkle, solbade og forhaabentlig svoemme med nogle delfiner! Ellers gaar turen paa tirsdag igen mod Auckland, hvor vi onsdag skal aflevere bilen. Derefter gaar det mod Peru over Los Angeles og San Salvador. Men det ligger langt ude i fremtiden. Nu vil jeg gaa ud og nyde solskinnet nede paa havnen...

De red mod nord

2007-11-10T14:44:00.000+11:00

Tiden loeber... Jeg synes naesten lige jeg har skrevet herinde, men der er sket en hel del. Efter Queenstown koerte vi mod nord over Wanaka, hvor vi tog nogle vandreture i omraadet og snakkede med nogle faar. Igen en helt fantastisk gaatur helt ude langs kysten i et Ringenes Herre-lignende omraade. Herefter floej vi sikkert videre i vores rumskib til vestkysten, hvor vi foerst besoegte de to mest kendte gletsjere i NZ, Fox Glacier og Franz Joseph. De ligger kun ca. 25 km fra hinanden, saa vi havde ikke de store problemer med at naa begge paa en dag. Endnu en gang overnattede vi ved en soe, hvor det blev til en af iskolde soe-badeture vi har haft en del af efterhaanden. Mange steder hvor vi overnatter eller koerer er der ikke de store muligheder for brusebad, saa derfor staar den som regel paa soe-, flod- eller havvask; det er ikke fordi det blive lange bade (man skal jo spare paa vandet), men man bliver dejligt forfrisket af at springe i vandet og det forbedrer samtidig indeklimaet i bilen til kun at udgoere en mindre miljoetrussel.

Efter turene til gletsjerne gik turen videre nordpaa mod Westport. Inden da var vi dog lige inden om en sael-koloni, paa besoeg ved Pancake Rocks og paa en vandretur i pandekageomraadet. Her paa vandreturen saa vi de foerste kiwier hernede (ikke frugten eller folket), troede vi. Det viste sig dog senere, at det var den noget mere almindelige Weka, der ogsaa er en flyveloes fugl, der kun lever paa New Zealand. Saa oplevelsen med at se Kiwier maatte vente lidt.

Pancake Rocks er nogle klippeformationer, der bestaar af mange lag af sten i utrolig former. At der ikke er nogle der ved hvordan de er opstaaet goer dem ikke mere fantastiske...
Da vi ankom til Westport havde vi i tankerne, at vi ville lave noget White Water Rafting, men da der ikke var andre der ville paa tur de dage vi ville (og der ikke var nogle barer/cafeer i byen der viste Mikkel Keslers kamp) besluttede vi os for at koere videre. Vi kunne dog lige naa at komme i kirke kl. 19.00, men da det viste sig, at vi to skulle udgoere baade menighed og praest blev det en lidt tom oplevelse...

Helt mod nord paa Sydoeen ligger Abel Tasman National Park. Her slog vi lejr for et par dage. Foerste dag tog vi en vandtaxi nordpaa i nationalparken og gik de lidt over 20 km tilbage til Marahau langs kysten. Naeste dag tog vi igen en vandtaxi, gik en lille tur og sejlede saa tilbage til Marahau i kajakker. Abel Tasman er mest kendt for sine utrolig smukke strande. Parken bugter sig ned langs hele kysten og der er rigtig mange muligheder for at komme ud til strandene. Det blev ikke daarligere af, at vejret viste sig fra sin bedste side med solskin og naesten ingen vind. Efter sejlturen tilbage, gik turen til Picton hvorfra vi tog en faerge til Wellington. Her ankom vi ved 22.30 tiden i gaar aftes og i dag tog vi saa i Zoo her i byen og vi fik set vores foerste 'rigtige' kiwi. Saa gjorde det ikke saa meget at den var i fangenskab og manglede et ben, det var en helt aegte kiwi (tror jeg nok)!

I dag skal vi have vasket noget toej og vil tage os den luksus at tage et VARMT brusebad. I morgen haaber vi saa vi har lidt mere held med kirkebesoeget og koerer derefter mod et udefineret sted laengere mod nord. Vi brugte 2-3 dage her i hovedstaden inden vi lejede bilen, saa har efterhaanden faaet set det vi gerne vil. Men der er kun 11 dage tilbage her paa Neu Seeland og saa gaar turen til det sydamerikanske. Tiden gaar alt alt ALT for staerkt!

Christchurch-Queenstown

2007-10-30T08:07:00.000+11:00

Selvom landskabet paa New Zealand, vil jeg fortaelle lidt om de oplevelser vi har haft her indtil nu. Soendag d. 21/10 lejede vi en bil i Christchurch. Eller det vil sige, det er faktisk ikke en bil, men et spaceship. Selvom bilen ikke er verdens stoerste, er der virkelig mange funktioner. Ud over alt hvad der behoeves af service er der et lille koeleskab, to gas-kogeplader, masser af bagageplads, et ekstra saede med plads til to personer, hvis der er andre der har lyst til at koere med. Derudover er der DVD-afspiller til de regnfulde aftner og indbygget sorround-sound (derudover var det den billigste campervan vi kunne finde ;-)) Du kan se hvordan bilen ser ud paa www.spaceships.tv.

Efter at have faaet bilen koerte vi mod syd og midt paa eftermiddagen naaede vi Dunedin, efter en flot koeretur langs sneklaedte bjerge. Efter en lille gaatur rundt i byen tog vi i kirke om aftenen, en presbytoriansk kirke, hvor der naesten var flere kormedlemmer end kirkegaengere. Der var dog nogle flinke mennesker og efter kirke blev vi inviteret hjem til Don, der tilboed os en sted at parkere bilen, et varmt bad og en god seng at sove i, saa det var svaert ikke at sige ja tak. Naeste morgen gav han os nogle gode koeretip til hvad der var vaerd at se i det meste af NZ. Herefter gik turen videre mod syd langs Scenic Highway, der ikke har faaet sit navn uden grund. Overalt hvor vi kom frem, var der nye spektakulaere udsigter over flere bjerge, dale, soeer, floder osv. Langs ruten var der ogsaa utallige henvisninger til udkigspunkter, vandfald og andre natur-sevaerdigheder. Vi parkerede bilen et sted i naerheden af et vandfald, hvor vi overnattede. Naeste morgen gik turen videre oestover, over Invercargill og videre til udkanten af Fiordland National Park, hvor vi parkerede ved en soe. Om morgenen fik vi os en lille morgendukkert i det hundekolde vand, tog en lille gaatur i omraadet og koerte derefter videre.

Maalet var at komme til Te Anau, hvorfra der er adgang til mange gaaruter i nationalparken, der er New Zealands stoerste. Saa de naeste par dage gik med at vandre rundt i omraadet. Torsdag var vi paa den hidtil laengste tur; 25 km tur-retur til toppen af Mount Luxmore. Paa trods af oemme ben og traette kroppe var turen det hele vaerd. Langs ruten var der udsigt over Lake Te Anau og de omkringliggende bjerge i et regnskovslignende omraade. Igen var det ubeskrivelig smukt! Man kan se noget af de paa billeder, men det skal simpelthen opleves for at forstaas...

Torsdag aften gik turen nordover til Milford Sound. Her havde vi bestilt et cruise fra loerdag til soendag, en tur vi havde set rigtig meget frem til og var blevet anbefalet af mange. Paa turen derop overnattede vi to gange og stoppede utallige gange for bare at nyde udsigten og den spektakulaere natur. Ved den anden overnatning paa vejen, var vi lige paa vej i seng, da der rullede en bil op paa siden af vores. Der steg en mand ud, bankede paa vores rude og sagde at vi ikke skulle loebe skrigende vaek, naar han om et oejeblik fandt sit gevaer frem. Aftenen foer havde han nemlig set et par hjorte i omraadet, og skulle derfor paa en lille jagt sammen med sin kammerat. En times tid efter kom de tilbage, og da de havde haft held med jagten, spurgte de, om vi ikke havde lyst til at faa lidt koed. Endnu et tilbud der var svaert og sige nej til, saa vi fik et par inderlaarsfileter, saa friske som de kan vaere. Situationen beskriver ogsaa meget godt New Zealaenderles mentalitet. Alle vi har moedt indtil videre har vaeret utrolig flinke og imoedekommende; fra tilfaeldige mennesker paa gaden, der byder en velkommen til NZ og oensker en en god rejse, til park-rangere der stoler nok paa os til, at vi vil betale for at overnatte paa campingpladserne, naar vi koerte tilbage fra Milford Sound.
Naturoplevelserne blev, om muligt, endnu bedre da vi ankom til Milford Sound. Ikke rigtig en by, men et transitsted for folk der gerne vil ud paa fjorden. Milford bestaar af en lufthavn, en havn, en cafe, en information, et toilet og en parkeringsplads foruden et par lodges.
Loerdag eftermiddag gik turen ud paa fjorden i Wanderer. Vi sejlede ud gennem fjorden, omgivet af massive bjerge og klippevaegge der er beklaedt med utallige vandfald, nogle af dem 2-3 gange hoejere end Niagara (dog ikke lige saa vandrige). Om aftenen sejlede vi i kajak rundt og fik virkelig mulighed for at nyde omraadets storslaaethed. Naeste morgen ankom vi til The Tasman Sea, hvor vi vendte om og sejlede tilbage til havnen. Paa vejen naaede vi dog at se saeler, pingviner og massevis af delfiner, der svoemmede helt taet paa baaden. I alt en tur, der paa alle maader levede op til de forventninger vi havde og mere til! Der er et eller andet magisk over omraadet, som er en af det at vaere der, midt i det hele...

Soendag gik turen videre mod oest til Queenstown. Her noed vi en middag bestaaende af raadyrfileter, pasta og tomatsovs; udover at koedet var det laekreste og moereste jeg har spist laenge, saa var det et ret godt varieret alternativ til hvad aftensmaden ellers har bestaaet af, nemlig pasta og tomatsovs i forskellige varianter.

Efter nu at have vaeret i Queenstown i et par dage gaar turen lidt mod oest til Alexandra, og derfra videre til vestkysten, hvor vi skal se de to store gletchere, Franz Joseph og Fox. Foerst skal vi dog lige nyde atmosfaeren her i byen lidt, paa en gondoltur op paa et af bjergene, hvorfra vi skal koere ned i nogle smaa "luges", en form for saebekassebiler. Det var alt for nu ;-)

Ubeskriveligt!

2007-10-29T19:41:00.000+11:00

New Zealand er ubeskriveligt smukt. Den bedste maade jeg kan beskrive det paa er nedenstaaende... Klik paa billederne for at forstoerre dem.

Regnbue ved vandfald paa Milford Sound

Vandfald paa Milford Sound

Find saelen...

Milford Sound

Udkigspunkt mellem Te Anau og Queenstown

Paa toppen af Mount Luxmore med udsigt over Lake Te Anau og Te Anau by

Milford Sound

Soe, hvor vi brugte lidt tid paa bare at slappe af og laese. Ved Milford Road

Mitre Peak i Milford Sound

Vandfald med et eller andet langt besvaerligt navn jeg ikke kan huske ;-)

Paa vejen mellem Christchurch og Dunedin paa oestkysten

Paa vejen mellem Invercargill og Te Anau

Soe, halvanden times vandretur fra Te Anau by

Lake Te Anau

Udsigt mellem Christchurch og Dunedin

Wellington

Jeg haaber billederne bare giver et lille indtryk af, hvor fantastisk naturen er her paa New Zealand. Jeg kan ikke finde bedre maader at beskrive den paa i hvert fald.

Vaellington

2007-10-19T11:15:00.000+10:00

Efter lidt problemer i lufthavnen med et aflyst fly og hvad det foerte med sig af forsinkelser, ankom jeg til NZ onsdag aften. Morgenen efter ankom Jonatan til hostellet. Efter en halvanden doegns flyvetur plus en rejse 11 timer frem i tiden, ved jeg af erfaring, at man er temmelig kvaestet. Derfor var der ikke det store overskud til at planlaegge det videre forloeb. Om aftenen tog vi dog ind paa nationalmuseet, Te Papa, der har laenge aabent torsdag. Efter at have taget en hurtig tur rundt blandt de forskellige udstillinger, var der en Bossa Nova-koncert i en cafe paa museet med en brasiliansk sangerinde og nogle lokale musikere.

Brandoevelser er noget de kan finde ud af hernede. Ikke som dem vi har haft paa skolen derhjemme, hvor man faar af vide forud, at der skal vaere en oevelse og at man bare stillle og roligt skal gaa ud paa basketball-banen og hvor man ikke en eneste gang fik et glimt af en brandmand. Nej, her ringede alarmen kl. 01.20 i nat og efter foerst at have gjort det en del af min droem og derefter forvekslet brandalarmen med en meget irriterende alarmklokke paa en mobiltelefon, gik det op for mig at det faktisk var brandalarmen. Vi skyndte os alle ud af vaerelset, og da vi kom ned i stueetagen, blev vi moedt af en fuldsudstyret brandmand med oekse og hele moletjavsen. Da vi kom ud paa gaden holdt der tre brandbiler, og der var en del andre brandmaend. Alarmen blev dog derefter rimelig hurtigt afblaest, og vi blev sendt i seng igen; for en gangs skyld oplevede jeg en egentlig lettelse over, at det bare var en oevelse.

I dag, fredag, skal vi rundt og besoege nogle forskellige steder i byen, bl.a. den botaniske have, zoologisk have og bestige Mount Vic i udkanten af byen. I morgen flyver vi til Christchurch paa sydoeen, hvor vi har lejet en bil fra paa soendag. Det var billigere at flyve hertil og leje en bil her, end at leje den i Wellington og tage faergen over... Herfra koerer vi rundt paa sydoeen i 20 dages tid.

Hav det rigtig godt, paa den anden side af jorden. Der er nu 11 timers tidforskel og det er svaert at komme laengere vaek fra Danmark.

Paa besoeg hos Jess og Michael

2007-10-15T17:07:00.000+10:00

Tiden er ved at loebe ud i Australien. Paa onsdag gaar turen til New Zealand, hvor jeg skal moede Jonatan. Derfor ankom jeg i fredags til Sydney, hvor jeg boede i centrum to naetter. I gaar tog jeg ud til Jess og Michael, der var min reserve vaerts-familie da jeg var her i 2004. Selv om de blev separeret for 2 maaneder siden bor de stadig i samme hus. Det er rigtig fedt at vaere her igen. Det er en temmelig speciel familie som man ikke bare lige kan beskrive. Det er nogle man skal moede foer man forstaar hvem de er. Naar man kommer her er man ikke bare paa besoeg, man er en del af familien og deltager i alt hvad der foregaar. Dvs. i gaar var jeg paa bar og se Rugby, Australien-New Zealand, i dag har jeg vaeret ude og handle og drikke kaffe med Jessica og hendes mor, i aften skal jeg med Michael i drive-ni bio. I morgen skal jeg ud og koere noget off-road i Michaels nye Toyota Hilux og om aftenen skal jeg til Jessicas brors foedselsdag sammen med hele den pukkelryggede. Saa rart bare at lave noget nogenlunde normalt og bo i et nogenlunde normalt hus, samtidig med at jeg er sammen med nogle sjove mennesker!

Jeg har virkelig nydt at vaere i Australien (og goer det stadig), men glaeder mig ogsaa til at komme videre. Det bliver godt at se Jonatan og have en at del alle oplevelserne med.
Naar vi ankommer til NZ lejer vi en camper, som vi skal bo i de naeste 30 dages tid. Vi har faaet tilsendt nogle ruteplaner over, hvad der er vaerd at se paa begge oeer, men har ikke lagt nogle faste planer for hvor og hvornaar vi skal vaere.

Mars i Australien

2007-10-13T12:17:00.000+10:00

Havde ikke forestillet mig, at en tur i oerkenen kunne vaere saa interessant. Havde temmelig store forventninger til selve turen til Uluru, og de blev alle opfyldt! Selv om det faktisk ikke var selve Uluru jeg synes var mest fantastisk...

Vi tog af sted fra Alice Springs tidligt soendag morgen, 21 temmelig forskellige personer. Der var bl.a. canadiere, englaendere, japanere, tyskere, aussier, en hollaender og 2 andre danskere. Foerste planlagte stop var en kamel-farm, hvor der var mulighed for at faa en lille ridetur. Vi fandt dog ud af hvorfor vores tur var temmelig meget billigere end de andres; simpelthen fordi en del af deres penge var gaaet til nye daek. Det kunne i hvert fald se saadan ud, da vi punkterede efter ca. 45 minutters koersel. Og reservedaekket der blev sat paa var ikke meget bedre. Det punkterede nemlig paa den sidste dag.

Naa, men efter en lille pause i bushen, heldigvis foer det blev alt for varmt, koerte vi videre til kamelerne. Jeg havde ikke saa meget lyst til at proeve. Jeg synes jeg og min bagdel proevede rigeligt da vi var i Egypten tidligere... Saa efter en lille halv times stop, gik turen for fulde gardiner mod Uluru. Vi stoppede ca. 50 km vaek, hvor vi kunne faa det foerste glimt af stenen. Det er et meget maerkeligt landskab omkring Uluru. Det er utrolig fladt med lav bevoksning, og saa indimellem kommer der pludselig en kaempe klippeformation, som om en eller anden kaempe har glattet landskabet fuldstaendig ud og derefter tilfaeldigt spredt nogle sten...

Herefter koerte vi ind i Uluru - Kata Tjuta National Park. Vi tog foerst en lille koeretur omkring stenen, hvor vores guide, Mark, fortalte om nogle af de mange kendetegn stenen har. Der er uendeligt mange aboriginal-historier om Uluru og de huller og formationer den har. De fleste af dem handler om deres forfaedre, der dannede verden. De var magtfulde aander, der kunne skifte mellem at vaere menneske og dyr. Nogle af dem er blevet draebt vad eller paa Uluru, og det er efter dem formationerne er opstaaet. Herefter gik vi paa en lille gaatur ved foden af Uluru. Vi blev enige om, at det var for varmt at gaa hele vejen rundt om stenen (det var 38 grader i den skygge der ikke rigtig var nogen steder og vandreturen er 9,5 km!). Det var ogsaa for varmt at bestige stenen, den bliver simpelthen lukket, naar temperaturen overstiger 36 grader, fordi saa mange mennesker har faaet et hjerteanfald eller er besvimet p.g.a. varmen. Det er ogsaa sket et par gange, at bestigernes skosaaler begyndte at smelte...

Det var rigtig spaendende at komme taet paa stenen og se alle de ting man ikke kan se paa billederne, men jeg synes naesten, at den er mere fascinerende, naar man ser den langt vaek fra.
I naerheden af Uluru, ligger der et aboriginal kulturcenter, som vi brugte noget tid paa at besoege. Der var en udstilling om aboriginernes kultur, der er den aeldste i verden. Derudover bruges der noget tid paa at forklare, hvordan aboriginernes forhold har aendret sig siden europaeerne kom til Australien; et emne som har vaeret forsoemt i mange aar i de australske skoler.

Ca. kl. 18 var tiden kommet til noget aftensmad, pasta og kamel (det er ret almindeligt at spise kamel i Alice, og det smager faktisk ret godt), og den beroemte solnedgang, hvor Uluru skifter farve. Synes det er lidt hypet, for saa markant var det heller ikke. Efter solnedgang gik turen til vores lille teltplads "in the middle of nowhere", hvor vi sov under aaben himmel rundt om lejrbaalet i vores swags. Det var utrolig flot med den klareste stjernehimmel jeg nogensinde har set!

Lidt i 5 naeste morgen blev vi vaekket, for vi skulle naa at se solopgangen over Uluru og se farveskiftet endnu en gang. Oplevelsen var dog noget lignende den om aftenen. Herefter gik turen til Kata Tjuta (the Olgas), der er en anden klippeformation i nationalparken. Her var vi paa en noget laengere og meget fascinerende vandretur mellem klipperne. Dette var efter min mening endnu mere spaendende en Uluru. Klippeformationerne, landskabet, udsigterne osv. var noget helt for sig selv! Omraadet var paa trods af at det er oerken, utrolig frodigt og indeholder bl.a. planter, der normalt gror i regnskovsomraader...

Det meste af eftermiddagen gik i bussen, fordi vi naeste dag skulle besoege Kings Canyon og vi havde derfor ca. 250 km koersel hen til vores lejrplads, der laa noget naermere. Her brugte vi aftenen med at se solnedgang, og sidde og snakke rundt om lejrbaalet. Igen lidt i 5 naeste morgen blev vi vaekket, for at tage en vandretur i Kings Canyon inden det blev alt for varmt. Vi blev dog noedt til at skifte guide, da vores egen blev noedt til at koere tilbage til lejren for at hente et reservedaek, fordi vi var loebet ind i vores 2. punktering. Vandreturen var utrolig smuk og der var lige saa mange aboriginal-historier i dette omraade. Nede i dalen, var der et vandhul, hvor der var mulighed for en lille dukkert. Her var meget frodigt og virkelig mange fugle i omraadet. Igen en stoerre oplevelse en Uluru. Det er ikke fordi Uluru er undervurderet, for det er virkelig en spaendende sten og et spaendende omraade omkring, men efter min mening er de andre sevaerdigheder virkelig undervurderede... Rent faktisk er der en sten, der er endnu stoerre end Uluru, Mount Connor ogsaa kalder Fooluru, fordi den ligner Uluru saa meget. Den eneste grund til at den ikke er kendt, er at den ligger paa privat grund.

Efter en lille 3-timers vandretur paa klipper gik turen hjemad mod civilationen, Alice Springs. Selvom jeg har set mange ting i Australien denne gang og for 3 aar siden, saa var det her klart den stoerste oplevelse indtil videre. Great Barrier Reef, Blue Mountains, Fraser Island, Sydney Heads osv. er alle utrolig smukke og specielle steder, men af en eller anden grund, kan det ikke hamle op med turen til Uluru, Kata Tjuta og Kings Canyon, det australske Mars-landskab.

Hervey Bay med det loese

2007-10-06T17:32:00.000+10:00

Hervey Bay

Efter Bundy, tog jeg til Hervey Bay, en lille kystby to en halv times buskoersel fra Bundy. Hervey Bay er i sig selv ikke nogen videre spaendende by, men de ting der er mulighed for at opleve ud fra byen er ret store. Hvert aar mellem slutningen af juli til starten af november svoemmer pukkelhvalerne mod nord, mod varmere vande sammen med deres nyfoedte unger, og lige praecis bugten i Hervey er rigtig populaer for hvalerne. Sammen med de tre tyske piger Laura, Jana og Rebecca, som jeg boede paa vaerelse med i Bundy, tog jeg derfor ud paa en halvdagestur paa en katamaran, for at komme taet paa. Efter ca. 45 minutters sejlads kom vi inden for raekkevidde af de foerste. Det var en mor og dens unge, der svoemmede rundt ca. 200 meter fra baaden. Det var ikke meget man kunne se i starten, da hvalerne kun kom op for at traekke vejret. Det blev dog bedre lidt senere, da vi kom taet paa et nyt mor-barn par, der traenede ungen i at slaa med halen. Det gjorde de i en halv times tid, og saa forsvandt de igen. Det var en stor oplevelse, at se saadan nogle kaempe dyr (pukkelhvaler kan blive op til 18 meter lange), men kunne godt have taenkt mig at komme lidt taettere paa.

Fraser Island

Ikke nok med at Hervey Bay er et samlingssted for hvaler, det er ogsaa udgangspunktet for alle ture til Fraser Island. Fraser er verdens stoerste sand-oe, og jeg var blevet varmt anbefalet at tage derhen af de fleste andre backpackere jeg har snakket med. Saa loerdag d. 29/9 tog vi alle 4 afsted paa en off road tur paa oeen, sammen med 2 franskmaend i en Toyota Landcruiser som hurtigt fik tilnavnet Destructo.

Fraser er 124 km lang, men har alligevel utrolig store naturforandringer. Naturligvis er der oerken, men derudover indeholder oeen ogsaa verdens eneste regnskov, der kun staar paa sand, nogle krystalklare soeer, utrolige klippeformationer o.m.a. Foerste dag koerte vi til den centralt beliggende Lake McKenzie, den nok mest kendte oe paa Fraser pga. den rene vand og helt hvide sand. Vi blev en times tid og badede, inden vi koerte videre ud til stranden. Op langs oestkysten er der utrolig flot natur og et par skibsvrag. Det stoerste og mest kendte er Maheno-vraget, der strandede paa kysten i 1935, da det var ved at blive bugseret til Japan. Her har det saa ligget siden og rustet op og sunket dybere og dybere ned i sandet.

Soendagen brugte vi i den nordlige del af oeen, samt paa at gaa tur i en del af regnskovsomraadet. Om aftenen slappede vi af i vores bungalow.

Selvom det er dingoer man bliver advaret imod, naar man tager til Fraser, saa var det ikke dem der dominerede billedet. Rent faktisk saa vi ikke en eneste... Derimod saa vi nogle andre spektakulaere dyr. Den ene aften havde jeg siddet i sofaen udendoers og var kort gaaet ind for at hente noget paa vaerelset. Da jeg kom tilbage 2 minutter efter var der ikke rigtig plads i sofaen mere, for min plads var blevet taget af en behaaret edderkop paa stoerelse med en underkop. Jeg saa ogsaa en jagtedderkop, der havde fanget en natsvaermer og var i faerd med at spise den paa vores badevaerelsesvindue. Derudover saa vi et par andre store edderkopper samt en enkelt slange, der krydsede vores vej i regnskoven (eller ogsaa var det omvendt). Derudover saa vi flere gange legende hvaler fra oestkysten, der plaskede med halen og flere af gangene lavede elegante hop over vandet.

Mandag gik turen rundt i regnskovsdelen ved Central Station, der er en gammel skovhuggerstation i hjertet af Fraser, samt med at besoege et par soeer. Det var en utrolig smuk og oplevelsrig tur.

Efter Fraser blev jeg i Hervey endnu 4 dage. I gaar gik turen saa til Brisbane, hvor jeg efter noget besvaer fandt et sted at sove, inden jeg floej videre til Alice Springs over Cairns i dag. Efter at have vandret rundt i ca. 30 grader varme i Hervey skal jeg til at vaenne mig til endnu en temperaturforandring, da det er ca. 38 grader her i hjertet af Australien.

I morgen starter jeg paa en 3-dages tur til Uluru, aboriginernes hellige monolith. Det glaeder jeg mig virkelig meget til, og vil vende tilbage med lidt beskrivelser, naar det er oplevet.

Tid til ferie

2007-09-25T17:26:00.000+10:00

I gaar kom tiden til at forlade Bundy. Selvom der var rigtig mange oplevelser der og mange dejlige mennesker som det var svaert at forlade, saa er det dejligt at bruge noget tid paa kun at opleve; det er trods alt derfor jeg er her.

Jeg er taget 2,5 times buskoersel vaek fra Bundy til Hervey Bay. Herfra vil jeg tage paa et par ture rundt inden jeg rejser videre. Paa torsdag skal jeg forhaabentlig ud og se paa hvaler. Lige nu er det hoejsaeson for hvaler i omraadet, og der skulle vaere rigtig gode muligheder for at faa nogle store oplevelser i loebet at saadan en tur.
Naar jeg naevnte at jeg har forladt personerne i Bundy er det kun delvist rigtigt, for i morgen, onsdag, kommer 3 af mine room-mates, her til Hervey Bay. Sammen med dem tager jeg i weekenden paa en tur til Fraser Island. Fraser er verdens stoerste sand-oe, og der er utrolig store klima- og naturforskelle paa det 124 km oeen straekker sig over. Det er en tur jeg glaeder mig rigtig meget til! Alle jeg har snakket med, som har besoegt oeen, siger at det er en kaempe oplevelse.

Efter at have besoegt Fraser, tager jeg lidt mod nord og derefter ind til Alice Springs, der er den naermeste by til Ayers Rock; ogsaa en tur jeg glaeder mig rigtig meget til!

Der er mange fugle her i Hervey Bay. I gaar var jeg i centrum for at handle lidt ind, og mens jeg ventede paa bussen tilbage til hostellet, floej der et par hundrede papegoejer rundt i palmerne og larmede (jeg har aldrig hoert fugle larme saa meget som papegoejer!).
I dag oplevede jeg saa at blive overfaldet af en fugl. Heldigvis ikke af den fiskeoern, der svaevede rundt over mig paa stranden inden den blev jaget vaek af en anden fugl, men af en skade, der ikke var helt tilfreds med at jeg gik forbi. 2 gange flaksede den hen over hovedet paa mig og klikkede med naebbet, inden jeg var kommet uden for dens territorie. Saa jeg var ikke saa uheldig som tyskeren Nicy i Bundy, der blev overfaldet 3 gange og fik nogle skrammer i hovedbunden...
Det er dog langt fra alle fugle, der er saa irriterende. Langt de fleste er utrolig flotte og farverige samtidig med at de er meget talrige.

Det var et hele for denne gang. Jeg undskylder for de manglende billeder, men af en eller anden grund, er de fleste computere ikke saerlig glade for at up-loade billeder til bloggen, saa det er ikke saa tit det lykkes.

Bundaberg 2

2007-09-18T11:48:00.000+10:00

Saa er det vist blevet tid til et nyt indlaeg paa bloggen. Jeg har nu vaeret i Bundaberg naesten 3 uger, og har oplevet lidt af hvert. Jeg nyder stadig at vaere her, selvom det er haardt arbejde. I de foerste 2 uger efter sidste blog, har jeg arbejdet paa Abbotsleigh Citrusfarm med at plukke mandariner. Et okay arbejde, som var en del mere varieret end plantning, og som man ikke oedelagde sin ryg fuldstaendig af. Man fik dog nogle temmelig heftige skrammer, fordi citrustraer har lange torne. Arbejdet var betalt pr. bin mandariner man plukker. For 0,7 kubikmeter tjente man 50 $. Der var dog nogle dage, hvor vi ikke kunne arbejde, fordi det regnede en smule, saa havde ogsaa nogle fridage. Farmen var kaempestor. Jeg proevede i hvert fald at fare vild i den et par gange... Den laa ca. 1 times koersel fra selve Bundaberg, og der var rigtig flot natur og rigtig mange dyr derude. Det meste af dagen sad der nogle kookaburras og grinede af os, og et par af morgenerne floej der papegoejer rundt og skaeldte os ud. Derudover var der rigtig mange kaempestore sommerfugle, masser firben og selvfoelgelig en hel masse edderkopper, fluer osv. Et par gange havde vi besoeg af 2-3 kaenguruer og har ogsaa set en del harer.

Derudover var de ansatte paa farmen rigtig venlige og behandlede os rigtig godt, saa alt i alt var det et rigtig godt arbejde!

Om loerdagen arbejdede jeg med at plukke sukkeraerter, fordi citrusfarmen havde weekendlukket. Det var til at leve med, saa laenge det kun var for en dag. Om soendagen loeb jeg til stranden sammen med min roommate Rob, ca. 12 km. Da vi ankom tog vi en lille svoemmetur ud til en boje ca. 200 meter ude. Det gik fint, selvom vi var lidt bange for hajer, og hvad der ellers kan gemme sig i havet heromkring... Dagen efter fandt vi ud af, at vi havde god grund til at vaere bange, fordi den boje vi svoemmede ud til bliver brugt til hajfiskeri. Nede under bojen var der en luns saelkoed og en krog, og der laa vi saa og plaskede rundt oven over :-)

I fredags startede jeg paa en ny citrusfarm. Arbejdet her er timebetalt, ca. 16 $/t. Vi plukker citroner og limefrugter paa endnu en kaempefarm. Det er rigtig hyggeligt. Jeg arbejder som regel sammen med tre tyskere (dem er der rigtig mange af lige nu), det er rigtig hyggeligt.

Soendag tog vi paa stranden og om aftenen ville jeg have vaeret i den lutherske kirke i naerheden af hostellet. Valget endte dog med at falde paa en gospelkirke 300 meter vaek, fordi de lokkede med gratis grill, og det var lidt svaert at sige "nej tak" til. De har BBQ en gang om maaneden for alle backpackerne, og naesten alle plejer at tage med, ogsaa til det efterfoelgende moede. Det er en god maade at faa nogle nye i kirke og en god anledning til at faa en lille snak.

Jeg regner med at forlade hostellet i den kommende weekend, selvom det er svaert at sige farvel til alle de dejlige personer jeg har moedt... Men der er mange andre ting jeg gerne vil naa, inden jeg tager videre til NZ, saa saadan maa det jo blive.

Der er mange andre ting at fortaelle om angribende fugle, graeshopper paa stoerrelse med graaspurve, endnu et attentat mod hostellet, vandslanger (af den farlige slags), skoere asiater osv., men det maa vente til an anden god gang.

Bundy

2007-09-02T20:16:00.000+10:00

Saa blev det soendag, og jeg fik lidt tid til at komme paa nettet. De sidste dage har jeg arbejdet haardt i Bundaberg (eller Bundy, som alle kalder det). De foerste 2 dage arbejdede jeg praktisk talt fra solopgang til solnedgang med at plante chili-planter, 250.000 stk. Det var ikke saa slemt et job, fordi det foregik i skyggen, bag paa en traktor, men blev lidt oem i ryggen... I gaar (loerdag) arbejdede jeg med at plukke squash. Det var et utaknemmeligt job. I Australien er RoundUp ikke ulovligt som pesticide og farmerne er bestemt ikke bange for at bruge det. Saa fik udslaet paa arme og ben, selvom jeg havde lange aermer, handsker osv. Det skulle jeg ogsaa have lavet i dag, men fik allernaadigst lov til at slippe, fordi jeg skulle i kirke. Jeg er kommet til at bo paa vaerelse med en kristen sydkoreaner, Janet, der plejer at komme i en baptistkirke. Det var en rigtig god oplevelse; formen var meget som jeg kender den hjemmefra.

Jeg bor paa et hostel, er hedder East Bundy Back Packers. Standarden paa hostellet er ikke saerlig hoej rent hygiejnisk og servicemaessigt, men det er herfra at det meste af arbejdet i omraadet bliver fordelt, dvs. at der hver aften bliver sat en arbejdsliste op paa hostellet, hvor der staar hvor og hvornaar man skal arbejde. Hvis man har nogen oensker for et andet arbejde, er det bare at sige det til hostelmanageren, saa proever han at finde noget andet.
Alle farmerne her i omraadet er afhaengige af al arbejdskraften fra backpackerne, men det er ikke alle i omraadet, der er lige tilfredse med at der er saa mange backpackere. Derfor var hostellet for et par uger siden udsat for et "drive by shooting". Nogle unge fra byen beskoed hostelfacaden med kaliber .60 raa aeg! :-) De sidste par uger har det vaeret temmelig roligt, bortset fra nogle faa mennesker, der raaber skaeldsord naar der kommer forbi hostellet, men de fleste er meget venlige...

I aften blev jeg inviteret paa aftensmad af koreanerne, der bor her. Ca. halvdelen af alle her er oestasiater af en eller anden slags: japanere, kinesere eller koreanere. De lavede noget traditionelt ( laes "meget staerkt") mad; det hed vist kim shi eller noget i den retning. Men det smagte i hvert fald godt!

Man skal tidligt op som frugtplukker; i gaar skulle jeg vaere klar til at koere kl. 5.30, men i morgen kan jeg sove lidt laengere, fordi bussen foerst koerer kl. 7.00. Buskoerslen bliver distribueret her fra hostellet, og saa bliver man koert direkte til arbejdsstedet og hentet igen af hostellets hippie-chauffoer Ian, en 55-aarig indfoedt australier med langt kroellet haar, hvis faste slogan er "too easy", udtalt med saa tyk australsk accent som muligt. Det betyder noget i retning af godt eller super. I morgen gaar turen til en mandarin-farm, hvor jeg formentlig skal arbejde hele ugen, 10 timer om dagen. Det er ikke lige saa haardt for ryggen og er bedre betalt end squash-plukning, saa det er jeg meget godt tilfreds med.

Jeg har forresten faaet snakket lidt dansk her de sidste paa dage, fordi der er en norsk jente her paa hostellet. Det er helt maerkeligt, men ogsaa meget rart at moede noget lidt mere velkendt igen... Jeg vil smoere ind og smutte en madpakke til i morgen, og faa lidt soevn derefter.

Hvis du nu her til sidst skulle sidde tilbage med et enkelt spoergsmaal: "Er det mon der?", saa kan jeg som en lille obnus-oplysning fortaelle, at "Ja, det er det, det er her Bundaberg-rom bliver produceret...."

Prugtflukning?

2007-08-28T23:27:00.000+10:00

Efter at have boet paa Palace Hostel i Brisbane siden i loerdags, er det blevet tid til at tage videre. Paa hostellet er der en job club, hvorigennem jeg er blevet skaffet et frugtplukkerjob i Bundaberg, fire en halv time nord for Brisbane med tog. Jeg skal formentlig plukke citrusfrugter (det skulle efter sigende vaere det bedste job), men kan ikke vaere helt sikker paa det, foer jeg kommer i gang. Jeg bor paa vaerelse med en tysker, der kommer lige fra et lignende job og boede paa det samme hostel jeg skal bo paa, saa har faaet nogle gode raad. Forholdene paa hostellet skulle ikke vaere de bedste, men selve personalet skulle vaere fint nok. Jeg glaeder mig i hvert fald til at komme i gang med at lave et eller andet.

De sidste par dage har jeg vaeret et par gange i Botanic Gardens i Brisbane. Der er rigtig flot og mange dyr i omraadet; jeg har bl.a. set flere slags papegoejer, oegler og possums.
Ellers er der ikke saa meget at se i Brisbane. Det er en storby, der ligner saa mange andre, saa det bliver rart, at komme lidt "ud paa landet".

Flyttemand for en dag

2007-08-25T11:11:00.000+10:00

Mine haender er ret saa oemme! Selvom jeg egentlig havde besluttet ikke at skulle arbejde, mens jeg var her i Manly, saa kunne jeg ikke sige nej, da jeg blev tilbudt et job for en dag. En schweizer paa hostellet skulle tage afsked med sin kaereste i lufthavnen, og spurgte der for om jeg havde lyst til at vikariere for ham den dag. Jeg skulle sammen med Leonardo hjaelpe folk med at flytte i Sydney. I loebet af dagen havde vi to jobs; det foerste et regulaert flyttejob, for en ung fyr, der flyttede ind sammen med kaeresten. Det andet job var en del mere specielt. Jobbet var helt inde i centrum af Sydney, hvor vi fra en af de fineste adresser, skulle flytte ting fra 12. til 9. sal. I lejligheden paa 12., var en kaempe balkon og perfekt udsigt over hele Sydney havn inkl. bro og operahus. Lejligheden var ikke lige blevet solgt, formentlig fordi den kostede omkring 18 millioner kroner... Men herfra skulle vi saa flytte designermoebler, kaempe spejle, malerier, senge osv. ned i lejligheden under. Det kan nok vaere man bliver lidt nervoes, naar man staar med et glasbord til flere tusinde dollars i haenderne! Men det gik nu meget godt, og det var nogle meget rare penge.

Om et par timer tager jeg flyveren nordpaa til Brisbane, hvor jeg bliver et par dage. Herfra tager jeg bussen videre nordpaa og ser hvro jeg ender henne.

Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed...

2007-08-22T16:47:00.000+10:00

Hmm, det med foraar, var vist bare en enlig svale.
Vejret det naeste stykke tid er overskyet og regn :-( Saa derfor har jeg besluttet, at hvis det gode vejr ikke vil komme til Klaus, maa Klaus komme til det gode vejr. Derfor rejser jeg paa loerdag laengere mod nord; i foeste omgang til Brisbane og senere forhaabentlig til Bundaberg med tog. Der skulle vaere masser af arbejde at faa, og saa er det 5 grader varmere og solskin!
Indtil da, bliver jeg i Sydney, hvor jeg har et kursus jeg skal tage for at kunne komme til at arbejde paa restauranter, barer osv. Ellers gaar tiden med ture til centrum og at snakke med de andre paa hostellet.

Koejesenge og atombomber

2007-08-22T16:35:00.001+10:00

Som naevnt tidligere sover jeg i et rum sammen med 3 andre gutter, og da jeg ankom var der kun en overkoeje tilbage. Jeg har ikke hoejdeskraek eller noget i den stil, saa det er fint nok. Men er kommet i tanker om, hvorfor jeg altid gik efter en underkoeje naar jeg var paa lejr. Det er nemlig saadan, at rent fysisk, saa er den gas, der bliver produceret i maven, lettere end ren luft og derfor stiger det opad. Det vil jeg sige, at jeg har haft rigeligt tid til at konstatere, at det stemmer...
Vidste du forresten, at hvis et menneske prutter uafbrudt i 6 aar og 9 maaneder vil den producerede maengde gas have samme spraengstyrke som en middelstor atombombe?

Foraaret er kommet!!

2007-08-21T14:08:00.000+10:00

Solen har i dag vaeret fremme for foerste gang, mens jeg har vaeret her. De sidste dage har lignet vejret i Danmark hele sommeren, med regn og blaest og ingen blaa himmel. Men nu er solen brudt igennem. Og selvom det stadig er lidt koldt, lige under 20 grader, saa ligger der masser af mennesker paa stranden og nyder sostraalerne. De naeste dage ser ud til at blive temmelig ustadige med en del byger, saa maa nyde solen mens den er her, eller tage et sted hen, hvor der er lidt mere af den...

Endelig naaet frem...

2007-08-18T18:49:00.000+10:00

Efter at have vaeret paa vej i lige omkring 2 doegn, er jeg nu naaet frem til mit hostel paa Manly Beach i Sydney.
Undervejs hertil gjorde jeg stop i Frankfurt og i Taipei og havde i begge lufthavne lidt ventetid foer naestefly afgik. I Taipei havde jeg 12 timer foer jeg skulle flyve videre mod Sydney, og dem brugte jeg paa en halvdagestur rundt i Taipei. Fra lufthavnen afgik en bus med engelsktalende guide, og vi fik saa en koeretur rundt i Taipei by. Det foerste stop vi gjorde, var kun "japanerstop" ved Taipeis aeldste tempel, dvs. der ikke var saa meget tid til at hoere historie osv., men at vi bare fik lov til hurtigt at gaa rundt og tage billeder. Herefter fortsatte vi til Democratic Memorial Hall, der var en hyldest til Kinas leder under 2. verdenskrig. Med tiden er han blevet ophaevet til noget naer en helgen, for sin kamp for demokratiet og mod Japan.
Turen fortsatte forbi praesidentboligen, der efter sigende skulle vaere en kopi af hovedbanegaarden i Amsterdam og videre til praesidentboligen, hvor vagterne har samme opgave som garderne ved Amalienborg. Vi var heldige at komme lige i rette tid til vagtskiftet, med alt hvad det indebarer af honnoerer, vaabenjonglering, stampen i jorden etc.
Sidste stop paa turen var endnu et japanerstop ved Taipei 101, verdens, paa nuvaerende tidspunkt, hoejeste bygning (508 m). Navnet har det faaet efter antallet af etager i bygningen.
Mens vi var paa tur, kom aarets hidtil kraftigste tyfon ind over Taipei, hvilket betoed nogle ret saa kraftige byger og kraftig vind.

Efter afgang fra Taipei floej vi i ni en halv time for at komme til Sydney. I lufthavnen var det meningen at jeg skulle vi hentet af en shuttle-bus, der saa ville koere mig direkte til mit hostel, men den ankom aldrig paa trods af at jeg kontaktede hostellet flere gange og de forsikrede mig at den ville komme indenfor et oejeblik. Men der er ret saa mange oejeblikke paa 2,5 timer, saa der var min taalmodighed brugt op, og jeg blev noedt til at tage den mere besvaerlige vej til Circular Quay (det er her Operahuset og Harbour Bridge ligger) og derfra tage en faerge til Manly.
Men frem det er jeg da kommet. Jeg bor paa vaerelse med 3 gutter fra England, der arbejder og backpacker rundt i Australien. Foreloebig er det meningen jeg skal blive boende paa Manly Boardriders til paa tirsdag d. 22. august . Hvis jeg finder et arbejde i omraadet bliver jeg formentlig boende laengere, da det er det klart billigste sted at bo her i omraadet. Det koster under 650 kr/uge.
Nu vil jeg tage en tur ned paa stranden, der ligger 80 meter fra hostellet. Og saa tror jeg, at det er i aften jeg skal tidligt i seng. Det tager lidt tid at komme ovenpaa efter 23 timers flyvning og en tidsforskel paa 8 timer. I morgen tager jeg maaske paa en tur rundt i byen og mandag skal jeg saa holde moede med en konsulent, der skal hjaelpe med bankkonto og skatteoplysninger o.l. og saa skal jeg ud og finde et job!
Jeg haaber jeg, at jeg faar trykket paa de rigtige knapper og faar lagt det paa bloggen, for hele browseren er maerkeligt nok med kinesiske tegn, saa jeg har lidt svaert ved at forstaa hvad der staar. Men det har jeg jo saa aabenbart gjort...